Debat: Når ”det fulde billede” alligevel ikke er helt fuldt

Hvor meget kan vi blive ved med at skærpe byggeriets CO2-krav, før det bliver for dyrt? Det er groft sagt det spørgsmål, Plena Imago-analysen om de samfundsøkonomiske konsekvenser af skærpede CO2-krav forsøger at besvare.

Det er et relevant spørgsmål. Men det er ikke det eneste spørgsmål, vi bør stille.

For når den grønne omstilling primært betragtes som en omkostning, risikerer vi at overse, at skærpede klimakrav samtidig er en anledning til at ændre den måde, vi bygger på – og ikke mindst de materialer, vi bygger med.

Plena Imago kalder sig ”det fulde billede” og det er selvfølgelig sympatisk at ønske at sætte tal på de samfundsøkonomiske konsekvenser af skærpede CO2-krav til nybyggeri. Men for os, der arbejder for et reelt materialeskifte i byggeriet, er der grund til at spørge, om billedet er virkelighedsnært.

Læs også Debat: Har vi begået en fejl med vores AI-politik?

Rapportens vigtigste resultat er egentlig opløftende. De allerede planlagte stramninger kan ifølge analysen gennemføres med meromkostninger under én procent af byggeomkostningerne. Først ved langt hurtigere og skrappere krav stiger omkostningerne markant. Det burde give politikerne mod til at fastholde kursen – ikke anledning til at bremse.

Skæve modelantagelser

Problemet opstår, når analysen bevæger sig fra at beregne omkostninger til indirekte at beskrive, hvad der er realistisk at bygge. Her tager modellen i vid udstrækning udgangspunkt i den måde, vi bygger på i dag. Bygningernes funktion, anvendelse og centrale bygningsdele fastholdes, og især etagebyggeri og kontorer beskrives som mindre fleksible i materialevalget. Træ og andre biobaserede materialer får derfor primært en rolle i parcel- og rækkehuse.

Læs også Debat: Torskedumt, hvis milliarder til kystsikring kun sikrer sand

Det er en modelantagelse, som risikerer at gøre nutidens byggeskik til morgendagens begrænsning. For uanset om den politiske dagorden er klimapolitik eller fokus inden længe svinger over på massivt boligbyggeri, så er der ingen grund til at være statiske, når det handler om materialer, vaner og traditioner.

Hvis målet som forudsat er en reel grøn omstilling af byggeriet, bør spørgsmålet ikke kun være, hvordan vi kan reducere CO₂-aftrykket inden for de konstruktioner og tekniske rammer, vi allerede kender. Vi bør også spørge, hvordan byggesystemer, regler og projektering kan ændres, så materialer med lavere klimaaftryk kan overtage en større del af markedet.

Læs også Debat: Penge er ikke problemet. Bureaukratiet er

Rapporten illustrerer selv problemstillingen. Når de billigste reduktioner er udtømt, bliver blandt andet beton og stål med CCS centrale løsninger i de mest ambitiøse scenarier. Og modellens mulighed for at realisere lave grænseværdier for etagebyggeri bliver ligefrem følsom over for, om CCS-beton kan leveres hurtigt nok.

Det er værd at hæfte sig ved. For her risikerer vi at ende med en analyse, hvor fremtidens løsning i høj grad bliver at teknologiforbedre de materialer, vi allerede bruger, frem for at undersøge potentialet i et mere grundlæggende materialeskifte.

Eksterne gevinster overses

Samtidig er der vigtige forhold, som analysen bevidst ikke værdisætter. Den medregner ikke gevinster ved lavere klimaskader, mindre forurening eller andre miljømæssige eksternaliteter. Den undersøger heller ikke, om LCA-metoden håndterer tidspunktet for udledninger hensigtsmæssigt, og den analyserer ikke betydningen af ændrede tekniske krav i bygningsreglementet. Endelig ser følsomhedsanalysen på markedsmæssige flaskehalse, men ikke på de egentlige materialestrømme.

Læs også Debat: Måske har andre allerede fundet løsningerne

Det gør ikke Plena Imago til en dårlig analyse. Den er et nyttigt bidrag, men ikke den fulde sandhed. Den er først og fremmest et billede af omkostningerne ved at stramme kravene inden for en række givne rammer. Den er ikke et facit for, hvordan fremtidens byggeri bør se ud.

For Træ i Byggeriet er konklusionen derfor klar: Vi skal naturligvis dokumentere, skalere og konkurrere på pris og bygbarhed. Træbranchen kommer til at levere sin del og vil fremover kunne dokumentere klimaaftrykket, sikre bæredygtige forsyningskæder og levere løsninger i den kvalitet, mængde og til den pris, byggeriet kræver.

Og derfor skal heller ikke politikerne nøjes med at spørge, hvor billigt det eksisterende byggeri kan gøres lidt grønnere.

Læs også Debat: Alle taler om AI. Alt for få taler om kompetencer

De bør i stedet spørge, hvilke materialer vi ønsker at bygge langt mere med i fremtiden. Vi skal bruge CO2-kravene til det, de grundlæggende er sat i verden for, nemlig at flytte markedet.

Målet er ikke at bevare den nuværende materialesammensætning med et stadig mindre klimaaftryk. Målet er et byggeri, hvor vi bruger de rigtige materialer de rigtige steder – og hvor fornybare, biobaserede materialer naturligvis får en langt større plads, når de samlet set er den bedste løsning.

Den grønne omstilling bliver ikke gratis. Men det er heller ikke gratis at lade være.