23948sdkhjf

De formelle streger er slået: Fremtidige arkitekter skal udklækkes på Nordvestsjælland

Det Kongelige Akademi har allerede haft et hold studerende i Kalundborg

Alle formelle godkendelser er nu på plads, så til sommer er Det Kongelige Akademi klar til at åbne en ny arkitektuddannelse i Kalundborg.

– Vi har allerede udviklet et tæt samarbejde med kommunen, øvrige uddannelser og erhvervslivet. Der er ingen tvivl om, at det er et mægtig godt udgangspunkt for et eksperimenterende og nyskabende studie- og forskningsmiljø med stærk lokal forankring, siger rektor Lene Dammand Lund.

– Jeg er også meget fortrøstningsfuld i forhold til, at der rent faktisk er en efterspørgsel på flere arkitekter i området, da det åbenbart er svært at rekruttere fra København, tilføjer hun.

Arkitekturuddannelsen i Kalundborg blev en realitet med den uddannelsespolitiske aftale om udflytning af uddannelser ”Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark”, som landede i marts sidste år. Dengang blev der bevilliget penge til etablering af den nye filial og 140 studerende årligt.

Lokalt engagement

På den kommende arkitektuddannelse på Nordvestsjælland kommer de studerende til at give mulige svar på, hvordan vi kan forme og udvikle vores byer, landskaber og bygninger, så de bliver både bæredygtige, attraktive og inkluderende.

Både uddannelse og forskning kommer til at engagere sig meget direkte i det lokale samfund og den udvikling, der finder sted i byen. For nuværende og kommende arkitekter er industrisymbiosen i Kalundborg med en unik cirkulær tilgang til produktion særligt interessant.

Den nye arkitektuddannelse i Kalundborg

  • Studerende i Kalundborg bliver arkitekt svarende til uddannelserne i Aarhus og København
  • Uddannelsen opfylder samme nationale og internationale krav som i Aarhus og København
  • Uddannelsen består af ét 3-årigt bachelorprogram
  • På den 2-årige kandidatuddannelse kan man vælge mellem flere specialiserede spor
  • Undervisningssproget er dansk på bacheloruddannelsen og engelsk på kandidatuddannelsen
  • Ansøgningsfrist er d. 15. marts for kvote 2 og 5. juli for kvote 1 i 2023

Kilde: Det Kongelige Akademi

Det Kongelige Akademi har allerede med succes haft et hold studerende i Kalundborg. Der blev lavet forslag til forskellige nye projekter i byen, for eksempel at omdanne Kalundborg Station til et kulturhus eller hallen til en teaterskole. 

Også på forskningsniveau er der allerede sket udveksling af viden og en af Det Kongelige Akademis forskere har været engageret i det første Sustainable Biosolutions Symposium med blandt andre Region Sjælland og Biotekbyen Kalundborg.

Fra Det Kongelige Akademis side er det planen, at Kalundborg bliver en case i det danske bidrag til projektet New European Bauhaus, The Irresistible Circular Society. Projektet kommer til at køre i to år fra sommeren 2022 og skal give mulighed for at kvalificere og eksperimentere med formatet for en campus i samarbejde med byen, øvrige uddannelser, erhverv og civilsamfund.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172