23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Omsætningen falder i Bravida: Men ordrebeholdningen runder 5 milliarder

Den danske del af installationskoncernen viser markant fremgang i andet kvartal trods tilbagegang på koncernniveau

Bravida har netop offentliggjort sit regnskab for andet kvartal 2025. 

Det viser en samlet nedgang i omsætningen for koncernen på 9 pct., men samtidig en forbedring af EBITA-marginen fra 4,5 til 5,4 pct. - et nøgletal, der viser hvor god en virksomhed er til at tjene penge på sin primære drift.

Især i Danmark går det godt for den svensk-børsnoterede koncern - både i forhold til indtjening og ordreindgang.

Stigende ordreindgang

Bravida Danmark øgede nettoomsætningen marginalt med 1 pct. til 1.764 mio. svenske kr. EBITA steg dog markant til 75 mio. svenske kroner - mod blot 2 mio. i samme kvartal sidste år - svarende til en marginforbedring fra 0,1 til 4,3 pct. 

- Gennem vores fortsatte selektering af projekter, vi indgår i, blev EBITA-marginen forbedret i Sverige, Danmark og Norge. Det er glædeligt, at vi i et udfordrende marked kan øge både margin og indtjening trods lavere omsætning, siger Mattias Johansson, koncernchef i Bravida, i en pressemeddelelse. 

Ordreindgangen i Danmark steg med hele 78 pct. til 2.790 mio. svenske kr. Bravida modtog en "stor" ordre fra en kunde dette kvartal. Derudover består ordreindgangen af små og mellemstore installations- og serviceopgaver.

Det løftede ordrebeholdningen til 5.227 mio. svenske kr. - en stigning på 34 pct. sammenlignet med samme kvartal sidste år.

Transformationen virker

Adm. direktør i Bravida Danmark, Christian Alsø, ser udviklingen som et bevis på, at virksomhedens strategi giver resultater.

- At vi endnu en gang leverer en betydelig forbedret margin samt en markant stigning i ordreindgangen viser, at de initiativer, vi har iværksat, virker, siger han i pressemeddelelsen.

Han peger samtidig på en målrettet projektselektering som en vigtig årsag til den forbedrede ordrekvalitet.

- Vi har været mere kritiske i forhold til, hvilke projekter og samarbejdsformer vi indgår i.

Bravida Danmark forventer at fastholde det positive momentum i den kommende tid.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.19|instance-web01