23948sdkhjf

Entreprenør bruger syv mio. liter diesel årligt: "Svært at vælge de rigtige drivmidler"

Der stilles i stigende grad krav til, hvor meget CO2, og hvor mange partikler, entreprenørmaskinerne må udlede.

Og det er formentligt kun toppen af isbjerget, vi har set ind til nu. Men hvad kan man som entreprenør reelt gøre for at leve op til kravene, og her tænker vi specielt på de lidt større maskiner, der laver anlægsarbejder, som veje og anden infrastruktur. De mindre entreprenørmaskiner er i dag også omfattet af restriktioner, og løsningen der hvor der ikke må støjes og udledes, er eldrift.

Men for de store maskiner er det mere problematisk. Der er ikke så mange alternativer. HVO diesel er en af dem. Og her har M.J. Eriksson gjort sig gode erfaringer, men det er en løsning der er for dyr herhjemme.

- Vi har faktisk gennemført en vejudvidelse på motorvejen fra Malmø til Lund i Sverige. Her var kravet at vi kun måtte køre på HVO diesel, og jeg var noget bekymret over det, for hvad siger motorerne til det. Men det viste sig at køre udmærket, og vi har ikke oplevet problemer med maskinerne på projektet, så på den måde er jeg beroligt, siger Jørgen Eriksson fra M. J. Eriksson til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Tager lidt på kræfterne

Han tilføjer dog et lille men:

- Maskinerne kører lige knap så effektivt på HVO. Det går lidt ud over hestekræfterne. Til gengæld koster HVO diesel i Sverige kun en krone mere pr. liter. Herhjemme er det en helt anden sag. Her koster det dobbelt så meget som almindelig diesel, og det er uhørt, siger han til Licitationen og tilføjer at det jo ikke just er et incitament til at være miljøbevidst:

- Kunderne vil ikke betale den merpris, siger han.

Til gengæld er mængden af forbrugt diselolie faldet væsentligt over år:

- For bare fem-seks år siden brugte vi omkring ti mio. liter diselolie, men motorerne er jo meget væsentligt renere og mere effektive, så nu bruger vi altså ca. en tredjedel mindre, siger han.

Og det er ikke ubetinget sikkert, at de miljømæssige fordele ved at anvende HVO diesel er så store som det kan forlyde. For når man skal producere HVO diesel, der jo er en ren biodiesel, så skal man bruge råvarer.

I første generation af HVO tog man råvarer fra foder og fødevarer. I anden generation, som er fremme nu, bruger man råvarer hvor PFAD, det vil sige palmeolier og soya og rapsolie er taget ud:

- Hvis man skal køre på HVO diesel, anbefaler vi meget, at man bruger den såkaldte 2. generations HVO, for den er langt renere og fri for PFAD, soya-produkter og rapsolie, som har en inddirekte klimaeffekt, siger Jeppe Juul, seniorrådgiver Klima & Transport i RGO, Rådet for Grøn Omstilling, til Licitationen Byggeriets Dagblad.

Andre muligheder på sigt

Han tilføjer:

- HVO diesel er ikke den eneste saliggørende løsning. Der er forbehold, for når vi producerer HVO diesel, så tager vi råvarerne fra andre dele af fødekæden. Hvis vi anvender den 1. generation, så det det faktisk fødevarer og foder, som energien tages ud af. Bruger vi 2. generation, er det noget bedre, men ikke nødvendigvis den teknologi, der på sigt skal være løsningen, siger Jeppe Juul.

Brintcelle på byggepladsen

Han tror mere på, at der kan være alternative supplerende måder at køre med entreprenørmaskiner på:

- Brint er en dyr løsning, fordi den koster op til tre gange så meget at fremstille. Men jeg tror, at man på sigt kan løse problemerne med de tunge batterier, og så have en brintcelle på byggepladsen, som kan producere den nødvendige strøm til at lade og køre maskinerne med, siger han.

For få enheder

- Problemet er at der er relativt få enheder at fordele udviklings- og produktionsomkostninger ud på. Mens vi har ca. 2,7 mio. biler i Danmark, har vi således kun 42.000 lastbiler og langt, langt færre entreprenørmaskiner.

- Men jeg tror, at det er den batterielektriske drift, der vinder på sigt, og så kan HVO diesel jo være en udmærket løsning indtil da, forudsat at man bruger den rigtige og senest udviklede generation, siger han til M-Xtra Licitationen.

Spørger man andre aktører i entreprenørmaskinesektoren, så synes man også at det er svært, for man ved, at kravene kommer, men de reelle alternativer er endnu ikke rigtigt til stede.

Stadig i sin vorden

Dan Vorsholt, adm. direktør i GSV Materieludlejning:

Jeg synes det er et svært spørgsmål at besvare fra min stol, da producenterne holder kortene kort tæt ind til kroppen.

Og ja, brint kan være en mulighed men jeg tror det ligger nogle år fremme da navnlig infrastruktur m.m. skal være klar, siger han, og tilføjer:

- Jeg tror HVO / biobrændstof vil være det, som benyttes på tungt udstyr de kommende år, indtil et alternativ er klar på markedet og vel at mærke også set fra et leverancemæssigt synspunkt, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.283