23948sdkhjf

Stort kontordomicil begynder at skyde op i Esbjerg

Første bygning af kæmpeprojekt til 400 mio. kr. får snart facadeelementer monteret

Byggeriet af det nye erhvervsdomicil Esbjerg Business Park Seaport er nu for alvor i gang. 

Den første af tre bygninger, der bliver 14 etager høj, har fået kælder og sokkel støbt, og i uge 33 begynder monteringen af de første facadeelementer.

Det skriver JydskeVestkysten. 

Det er Det Faglige Hus, der står bag det 400 millioner kroner dyre projekt på Esbjerg Brygge. Organisationen skal selv bruge 12.000 af de i alt 20.000 kvadratmeter og samler dermed størstedelen af sine medarbejdere, som i dag er fordelt på ni adresser i byen.

Lokale håndværkere på opgaven

Byggeriet udføres i totalentreprise af 5E Byg, som udliciterer store dele af arbejdet til underentreprenører. Ifølge tidligere udtalelser fra koncernchef Per Jørgensen kommer op mod halvdelen af håndværkerne fra Esbjerg Kommune.

Grunden, der tidligere var strandeng, er blevet pilotret med omkring 1.000 betonpæle. Mange af dem er stadig synlige på byggepladsen, hvor omkring 100 håndværkere bliver sat i sving i takt med, at projektet skrider frem.

Det er Per Aarsleff A/S, der har stået for pælefunderingen.

Facadeelementerne ankommer som færdige moduler med både mursten og vinduer og limes sammen på stedet. Kontorhuset er tegnet af Friis & Moltke i samarbejde med Lolk Arkitekter.

Det Faglige Hus forventer at tage bygningerne i brug om to og et halvt år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125