23948sdkhjf

Udtrækker borgere via Danmarks Statistik: By & Havn opretter borgersamling om Lynetteholm

By & Havn vil nedsætte en borgersamling, som skal komme med input til den planlagte bydel i det enorme Lynetteholm-projekt på Amagers nordspids i København.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Samlingen af borgere får til opgave at skabe en "vision" for den kommende bydel og komme med anbefalinger til udviklingen af projektet. Opgaven kommer også til at lyde på at indgå i og understøtte den politiske miljø- og planproces for Lynetteholm.

Borgersamlingen skal bestå af omkring 60 borgere, som i det nye år vil blive udtrukket via Danmarks Statistik, oplyser By & Havn.

Det sker ved, at Danmarks Statistik sender e-Boks-invitationer til mellem 5.000 og 10.000 borgere i Storkøbenhavn, hvorefter der laves en stratificeret lodtrækning, altså en lodtrækning, som afspejler befolkningssammensætning. Medlemmerne ventes at blive udvalgt på baggrund af kriterier som køn, alder, uddannelse og bopæl, lyder det.

- Da projektet kommer til at foregå over mange år, har vi også brug for nye metoder til at inddrage byens mange aktører i processen og bygge et solidt vidensgrundlag, så politikerne på Københavns Rådhus og Christiansborg har de bedste forudsætninger for at træffe beslutninger om, hvordan Lynetteholm konkret skal udvikles og give værdi tilbage til byen, siger Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn i pressemeddelelsen.

By & Havn har hyret eksterne rådgivere til at designe og gennemføre borgersamlingen, og den kommende tid skal det bestemmes, hvilke temaer og spørgsmål som borgersamlingen skal undersøge og diskutere. Det endelige format for samlingen kan offentliggøres i begyndelsen af 2022, og herefter begynder rekruttteringen af medlemmer, oplyses det.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125