- En mere inkluderende byggebranche gavner alle: Nyt netværk samler kvindelige entreprenører

Hvor går man hen som kvinde, hvis man vil dele de udfordringer, man oplever i dagligdagen eller debattere, hvordan kulturen i branchen kan ændres?
De spørgsmål og mange lignende blev afsæt for et nyt netværk etableret af chefer i Holbøll og LM Byg, Anna Lind Esmarch og Christine Cecilie Olsen. Målgruppen er kvinder i byggebranchen fra formænd og opefter.
- Vi har i fællesskab arbejdet på at udbrede kendskabet til netværket og fundet sponsorer, så vi kan arrangere flere møder. Vi har især fokus på at invitere inspirerende rollemodeller til at holde oplæg, fortæller Christine Cecilie Olsen, der til daglig er afdelingschef hos Holbøll, i en pressemeddelelse.
Netværket for kvindelige entreprenører
Netværket for kvindelige entreprenører er etableret med det formål at skabe et rum, hvor kvinder kan diskutere udfordringer og dele erfaringer.
Nogle af møderne følges op af oplæg fra nogle af branchens stærke kvindelige rollemodeller.
Netværket får økonomisk støtte fra blandt andre LM Byg og Holbøll.
Selvom både Anna Lind Esmarch og Christine Cecilie Olsen anerkender, at der er sket fremskridt i branchen, er udgangspunktet stadig langt fra ideelt.
- Nogle sammenligner med fortidens skrækeksempler og konkluderer: Det er jo meget bedre nu. Og det er det også - men det betyder ikke, at alt er godt, siger Christine Cecilie Olsen.
Strukturelle udfordringer
For begge stifterne er det vigtigt at slå fast, at netværket ikke handler om at pege fingre.
- Vi holder meget af byggebranchen - og det er netop derfor, vi vil arbejde for at ændre de strukturelle udfordringer, som kvinder kan støde på. Vi skal spille hinanden bedre - ikke trække hinanden ned, understreger Christine Cecilie Olsen også.
For initiativtagerne er målet heller ikke en lige kønsfordeling for enhver pris, eller at udviske forskellene mellem kønnene i ligestillingens navn.

- Det handler helt lavpraktisk om, at vi skal have lov at være forskellige - og hvis du som kvinde har viljen og talentet, så skal du kunne skabe dig en karriere i byggebranchen uden at forældede kønsnormer spænder ben, siger Anna Lind Esmarch, der foruden sit engagement i netværket er produktionschef i LM Byg.
Vil holde fast
Ud over at tale om udfordringerne og komme med konstruktive forslag til forbedringer, sigter netværket også mod både at hjælpe flere kvinder ind i branchen og at holde på dem, der allerede har job i byggeriet:
- Jeg ser utroligt mange dygtige kollegaer, der tager 10 år hos en entreprenør og så skifter branche, så snart de får børn eller udsættes for andre livsændringer. Det peger på nogle strukturelle forhold i byggeriet, som vi bliver nødt til at tage alvorligt, siger Anna Lind Esmarch og tilføjer:
- Det er svært at pege på én løsning, men netop derfor er det vigtigt, at vi mødes og diskuterer det.