Helt tilbage i 1994, da Ørestad var på tegnebrættet, var Jens Kramer Mikkelsen godt klar over, at byggefelt 3.6 i Ørestad Syd ville blive et af de mest spændende hjørner i København. Grunden ligger på den yderste spids af Ørestad længst mod syd med to sider mod Naturpark Amager.
Grunden blev først udbudt i foråret 2018 – og for Jens Kramer Mikkelsen, der i dag er byudviklingsdirektør i ejendomsvirksomheden NREP, er det noget særligt at være bygherre på projektet. Han har været inde over grunden tre gange – først som overborgmester i København, siden som direktør i udviklingsselskabet By & Havn og nu som byudviklingsdirektør for bygherren.