23948sdkhjf

Hospitalsbyggeri skred fremad under coronakrisen – nu skal regningen gøres op

Der var stabil aktivitet på byggepladsen ved det 32.000 kvm Nyt Hospital Hvidovre, mens store dele af landet blev sat på pause under de første faser af coronakrisen. 

– Da coronakrisen ramte Danmark, var byggeriet på et kritisk stadie, derfor har det været vigtigt for os at fastholde en fremdrift på byggepladsen – selvfølgelig med en masse forholdsregler, som gjorde det sundhedsmæssigt forsvarligt, forklarer Malene Nygaard Kristensen, byggechef i Center for Ejendomme, Region Hovedstaden, og ansvarlig for byggeriet ved Hvidovre Hospital i en pressemeddelelse. 

Udover de mere kendte forholdsregler som brug af håndsprit, hyppig håndvask og god afstand mellem hinanden, er der på byggepladsen også blevet introduceret andre initiativer: Skurvogne blev ryddet og brugt til frokoststuer, håndværkerne arbejdede i mindre grupper og mere spredt, og der blev indført grundig og systematisk rengøring i blandt andet skurvogne og på kontorerne.

Ambulancehal blev til midlertidig akutmodtagelse
Hospitalsbyggeriet har dog også haft en rolle i hospitalets coronaberedskab. For at sikre kapacitet til de mange patienter med mistanke om COVID-19, havde hospitalets akutmodtagelse brug for mere plads. 

Løsningen blev at omdanne en del af byggepladsen til en 400 kvm stor modtagehal med 14 behandlingsrum, en vagtstation og rum til medicin, prøver og værnemidler. 

– Da hospitalet bad om hjælp, i form at lokaler tæt på den eksisterende akutmodtagelse, var det oplagte valg ambulancehallen. Den var forholdsvis færdigbygget med råhus og lå lige ved siden af akutmodtagelsen, forklarer Malene Nygaard Kristensen. 

Regner på omkostningerne
Det helt store spørgsmål, når en krise rammer, er, hvad det kommer til at koste i tid og penge. 

– I en situation, som den vi har oplevet med corona-pandemien, stiller vi som byggeorganisation og byggeri selvfølgelig os selv og vores plads til rådighed for hospitalet og hjælper, hvor vi kan. Men at vi ikke har kunnet arbejde i og omkring ambulancehallen har selvfølgelig givet nogle udfordringer. På trods af det har vi under omstændighederne fastholdt en god fremdrift på byggepladsen, siger Malene Nygaard Kristensen. 

Hvad de præcise omkostninger og konsekvenser bliver, skal der nu regnes på. Forventningen er, at der i løbet af de kommende uger vil komme en revideret tidsplan for byggeriet. 

Hospitalsudvidelsen består af 32.000 kvm nyt hospital, som bl.a. skal huse en ny hjertemedicinsk afdeling, en ny børne- og ungeafdeling samt et barselsafsnit. I stueetagen skal en ny stor akutmodtagelse ligge, hvor man samler flere specialer, hvilket betyder, at akutte patienter i fremtiden kan forvente et hurtigere og mere sammenhængende forløb på hospitalet.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.157