Hæderspris til ejerleder af el- og VVS-firma i Haslev for klokkeklart værdisæt
Lasse Secher Houengaard har modtaget prisen som Årets Regionale Temaprisvinder på Sjælland ved Årets Ejerleder 2019

Anders Spiegelhauer, sektionschef hos FLD, modtager prisen på vegne af Lasse Secher Houengaard, Temaprisvinder 2019 i region Sjælland. (PR-foto)
Temaprisen blev i forbindelse med Årets Ejerleder 2019 overrakt for fjerde gang og hædrer den ejerleder, der har udvist et stærkt fokus på årets tema, formål og værdier, og derigennem er lykkedes med at skabe konkurrenceevne og succes til inspiration for andre ejerledere.
- Lasse Secher Houengaard har med fokus på sin vision og mission skabt et værdisæt, der fremtræder klokkeklart, og som fornemmes tydeligt i både kulturen og den daglige drift i virksomheden, siger Lars Vagner Hansen, director i PwC i Ringsted, og fortsætter:
- Alle ansatte lever efter virksomhedsværdierne, som er udarbejdet af medarbejderne i fællesskab. Lasse har været drevet af procestankegangen og ønsket om målrettede resultater og har ladet sine ansatte gå forrest og selv ‘sat sig bagerst i bussen’ for at skabe det fundament, der nu udgør værdierne og kulturen i virksomheden.
Værdibaserede formål internt såvel som eksternt
Lasse Secher Houengaard har formået at få årets tema, formål og værdier, til at gennemsyre virksomheden både internt, men også eksternt, hvilket kommer til udtryk i de aktiviteter, der gøres for både medarbejderne og for samfundet i sit store hele:
- Lasse har fokus på at bidrage til dannelsen af fremtidens medarbejdere og tilbyder bl.a. lærlingeprogrammer, hvor nytænkning og forståelse inden for uddannelsesområdet er i fokus. Derudover vægter han efteruddannelse og udvikling af sine ansatte højt, og det er en af grundene til, at virksomheden og de 150 medarbejdere i dag har stor succes og går forrest inden for branchen, siger storkundedirektør i Nykredit, Peder Nitz, og fortsætter:
- Lasse tager også ansvar for samfundet og miljøet omkring sig. Med et stort antal CSR-projekter rettet mod socialt ansvar, bæredygtighed, lokalt netværk og humanitær støtte er virksomheden engageret i flere forskelligartede velgørende projekter og viser, at virksomhedsværdierne ikke kun er rettet mod det interne.
Hos Dansk Erhverv er markedsdirektør, Jakob Ullegård, enig i, at den rette vinder af Temaprisen 2019 på Sjælland er Lasse Secher Houengaard:
- Lasse er en ejerleder, der investerer langsigtet og tænker innovativt. Han formår at udvikle sin forretning i en ellers traditionel branche med en vision om at gå forrest og med fokus på troværdighed, empati og frihed under ansvar at skabe værdi for sine medarbejdere og sine kunder. Det skaber vækst og udvikling, og det skal han som ejerleder anerkendes for, fremhæver Jakob Ullegård.
Vinderen af Årets Ejerleder 2019 på Sjælland blev Martin Pihl fra Plus-Plus A/S.
Fakta om Årets Ejerleder 2019
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 16. gang. Årets tema er formål og værdier.
De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 14. november 2019 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.
Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 16. gang. Årets tema er formål og værdier.
De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 14. november 2019 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.
Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.