23948sdkhjf

Arkitekt Noah Yaffe fra Steven Holl Architects: Bygninger skal ikke kun gøre gavn lige nu og her

Arkitektur er en miljøhandling, siger en af hovedtalerne ved den kommende bæredygtige messe Building Green i Aarhus. Målet er at tænke mindst 100 år frem i tiden

Den store bæredygtighedsfest for byggebranchen, Building Green i Aarhus, nærmer sig, og i år har programmet fokus på byggeri i forhold til FNs 17 Verdensmål, miljøeffekter, det bæredygtige byrum, fremtidens boligtendenser samt innovation og teknologi.

På udstillingsområdet Innovation Village er der plads til græsrødder, iværksættere, start-ups, og studerende, det vil sige de, der med idéer og løsninger kan skabe større værdi i det bebyggede miljø og ikke mindst give modspil til og inspirere de etablerede i branchen.

En af hovedtalerne i år er arkitekt Noah Yaffe, der er partner i Steven Holl Architects (SHA).

På messen i Aarhus 3.-4. april vil han afsløre en spændende tilgang til bæredygtig arkitektur og fokusere på en række Steven Holl-projekter i USA og ikke mindst tegnestuens danske flagskibsprojekt, HEART-museet i Herning.

- Arkitektur og byggeri er en miljøhandling og har miljømæssige konsekvenser, siger Noah Yaffe, hvis tegnestue er internationalt anerkendt og har vundet flere priser.

Ifølge Noah Yaffe handler bæredygtigt byggeri om integreret innovation og om at bygge til fremtiden.

- Bygninger skal ikke kun gøre gavn lige nu og her. De skal også gøre gavn for vores fremtidige børnebørn og oldebørn, og derfor skal vi tage stilling til det miljømæssige aspekt i arkitekturen, mener Noah Yaffe.

- Hos os ser vi 100 år frem i tiden. Vi vil gerne væk fra mentaliteten om at se arkitektur i et tre-års perspektiv og gøre vores konstruktioner langtidsholdbare, så vi forholder os til, hvordan vores bygninger påvirker menneskers liv over de næste 100 år, tilføjer han.

Lys værdifuldt for danskere
Blandt andet arbejder tegnestuen på at optimere lysindfaldet gennem blandt andet placeringen af vinduerne, så en bygning på en god dag ikke behøver kunstigt lys.

- Jeg har tilbragt nok tid i Danmark til at vide, at lys er meget værdifuldt for danskere, og i Herning formede vores tilgang til lys det meste af både projektet og bygningen, og vi endte med en innovativ løsning, der gav optimale lysbetingelser og energiforbrug, siger han i en pressemeddelelse forud for Building Green, der finder sted i den jyske hovedstad i dagene 3.-4. april.

Dagslys på dagsordenen

Det er umuligt at komme udenom lys, når man taler om Steven Holl Architects. Dagslys er et af de vigtigste elementer i alle tegnestuens projekter og en integreret tilgang til lys kan også være med til at løfte de bæredygtige aspekter i bygninger, mener Noah Yaffe, der gæster Building Green i Aarhus i næste måned.

Her vil han præsentere et prisvindende amerikansk projekt The Visual Arts Building på University of Iowa, hvor netop lys har gjort en stor forskel.

Hans mission er blandt andet at vise optimisme fra USA.

- Der sker mange spændende ting i USA, og det er ikke nyt for os amerikanere, men i disse tider er det vigtigt at vise resten af verden lidt af optimismen, siger han.

Træbyggerierne er i fremmarch
Efter at have arbejdet på HEART-museet i Herning glæder Noah Yaffe sig til at komme tilbage til Danmark.

- Jeg vil gerne se, hvad der sker inden for bæredygtigt byggeri i Danmark og netværke med de andre talere og deltagere på eventet. Det var meget værdifuldt for mig og virksomheden at arbejde i Danmark sidst. Vi oplever Danmark som et sted med stort fokus på bæredygtigt byggeri, og derfor er det spændende at lære af Danmark.

Et af de projekter, han kan opleve, hedder Tower of Wood (ToW), og kan som et vigtigt visionsprojekt inspirere til at tænke innovativt, når det gælder byggeri i træ.

Med sin placering ved siden af ’Domen’ på Pier 2 i Aarhus vil tårnet være meget synligt.

- Og når man kommer op i højden, vil man opleve verden i et helt nyt perspektiv, hvor man samtidig kan både dufte og mærke træet på kroppen, har Stephen Willacy, stadsarkitekt i Aarhus, tidligere sagt til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Der er i dag et stigende antal projekter med fleretagers træhuse på vej rundt omkring i Danmark, men ifølge Peder Fynholm, projektleder for Nordic Network for Tall Wood Buildings, et netværk der arbejder for anvendelse af træ i fleretagers byggeri, er ToW noget særligt.

- Det specielle ved dette projekt er, at byggeriet opføres, så både branchens aktører og helt almindelige mennesker kan opleve et højhus i træ helt tæt på. Vi tror, at det kan hjælpe med at få afmystificeret nogle af de fordomme, der er, når træ skal anvendes i fleretagers byggerier, siger Peder Fynholm.

Vejen til cirkulær økonomi
Også specialister hos den rådgivende ingeniørvirksomhed Rambøll ser projektet som en oplagt mulighed for at vurdere bæredygtigheden i sådanne projekter.

I ToW-projektet arbejder rådgiverne med såkaldt life cycle engineering, det vil sige, at man folder projektets bæredygtighed og potentialer ud gennem en livscyklustilgang, der giver et bredt og veldokumenteret grundlag at vurdere projektets bæredygtighed, og som kan understøtte udviklingen mod en cirkulær økonomi i byggeriet.

- Vi er glade for, at der igen i år er stor interesse for Building Green i Aarhus fra både oplægsholdere, debattører og udstillere. Alt tyder på, at eventen, ligesom de to foregående år i Aarhus, bliver et vigtigt samlingspunkt for branchen, siger Ditte Rosenquist, projektleder for Building Green, i en pressemeddelelse. ///

Artiklen er en del af temaet arkbyg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126