23948sdkhjf

Nyt Pihl & Søn vil omsætte for en halv milliard inden for fem år

Det nystiftede Pihl & Søn vil etablere sig som styringsentreprenør med fokus på byggeopgaver, lyder det fra den nye adm. direktør Halldór Páll Ragnarsson

På fem år skal Pihl & Søn A/S tidoble medarbejderantallet, hvis vækstplanen skal holde.

Lige nu har virksomheden med kontor i Herlev en håndfuld ansatte, men om fem år er ambitionen at have 50 medarbejdere. Dog kan Pihl med samarbejdspartnere mobilisere 25 mand. Oveni skal omsætningen runde en halv mia. kroner.

Det fortæller adm. direktør Halldór Páll Ragnarsson, som tiltrådte den 1. august, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Han kommer fra en stilling som divisionsdirektør hos MT Højgaard og har indtil nu været underlagt en konkurrenceklausul.

Det er de meste konkrete vækstmål fra virksomheden, siden LM Byg A/S’ Carsten Mindegaard i februar annoncerede, at han sammen med en række investorer etablerede det nye selskab Pihl & Søn med navnerettigheder fra det gamle, konkursramte E. Pihl & Søn.

Op til 250 mio. på egen hånd
Det nye Pihl & Søn har ikke planer om at etablere en egenproduktion og planlægger organisationen til at blive styringsentreprenør. Fokus vil være på at etablere længerevarende relationer med bygherrer samt på byggeprojekter, der ligger i hovedstadsområdet, og som er "usædvanlige", som Ragnarsson formulerer det.

- Vi mener, vi kan gøre os gældende på projekter, der kræver noget ekspertise, som vi mener at besidde. Og så satser vi på Storkøbenhavn i første omgang, men jeg vil ikke afvise, at vi også kommer til at kigge på resten af Danmark. Det er et spørgsmål om tidshorisonten, siger Halldór Páll Ragnarsson.

Pihl & Søn er prækvalificeret til Nyt Naturhistorisk Museum i København i konsortium med LM Byg A/S og MJ Eriksson A/S. Konsortiet konkurrerer med MT Højgaard og Aarsleff om opgaven, der hører til i den store ende med en samlet projektsum på cirka én mia. kroner.

- Jeg vil vurdere, at vi alene kan håndtere projekter op til 250 mio. kroner, mens vi ved større projekter end det må overveje at gå i samarbejde med nogen. Men projekterne skal have en vis størrelse for at være relevante for os, siger han.

Nye, konkrete projekter er dog ikke aktuelle lige nu, da virksomheden bruger mange af ressourcerne på museet i København, ifølge direktøren.

Fokus på indtjening
Halldór Páll Ragnarsson fremhæver desuden risiko og økonomi som en del af virksomhedens strategi.

- Vi vil gerne vokse, men vi skal også være opmærksomme på risiko og økonomi. Vi kan ikke opbygge styrke, hvis ikke vi tjener penge, og det vil en del af vores fokus gå til, siger han og nævner, at den danske byggebranche ikke skal være nervøs for, at Pihl & Søn kommer til at byde priserne ned under gulvtæppet.

- Prisen vil altid være en faktor, når man vil være konkurrencedygtig, men man kommer ikke til at se dette Pihl presse priserne ned. Vi kommer ikke ind på markedet med lave priser.

På den kortere bane vil virksomheden de næste måneder arbejde med rekruttering af de rigtige medarbejdere. Og så handler det om at etablere tillid til bygherrerne.

- Mange af dem kender vi fra tidligere, men nu kommer vi med et nyt setup, som vi skal overbevise dem om fungerer. Vi skal have etableret tillid, så de tager os med på opgaverne, siger han.

Ud over begrænsede udbud vil Pihl & Søn også arbejde med at indgå faste samarbejder med "professionelle" bygherrer.

- Professionelle bygherrer kunne eksempelvis være pensionskasserne. Vi er i gang med at etablere kontakt til nogle pensionskasser, og så må tiden vise, hvordan det kommer til at gå.

Læs også: Genskabte Pihl vil lære af fortidens fejl

Pihl & Søn A/S
Nyt aktieselskab fra september 2016, der ikke har noget med afviklingen af det gamle konkursbo i E. Pihl & Søn og dets kreditorer at gøre
Har købt rettigheder til navn, logo, billeder og historik fra det konkursramte E. Pihl & Søn
Genetableringen blev annonceret i februar 2017 af LM Bygs ejer, Carsten Mindegaard, som får økonomisk støtte fra Danske Bank, Vækstfonden og M.J. Eriksson Holding, der indgår som aktiv medinvestor og en del af ejerkredsen
Halldor P. Ragnarsson tiltrådte som adm. direktør den 1. august i år. Han kommer fra en stilling som divisionsdirektør hos MT Højgaard og har tidligere arbejdet som adm. direktør i det gamle E. Pihl & Søn A/S
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14