23948sdkhjf
>

BYGGEJURA: Back-to-back betalingsklausul tilsidesat af Voldgiftsretten

Voldgiftsretten, Byggeri og Anlæg har i en konkret sag fundet, at en såkaldt back-to-back klausul kan være uden betydning for, om underentreprenøren kan kræve ekstraarbejder betalt
Det er ikke usædvanligt, at der i aftalegrundlaget mellem en hovedentreprenør og en underentreprenør medtages en klausul om, at en underentreprenør ikke er berettiget til betaling, såfremt bygherren ikke godkender og betaler ekstra-arbejderne til hovedentreprenøren.

Tilsvarende back-to-back klausuler ses også i andre aftaler, for eksempel mellem en totalrådgiver og en underrådgiver.

Back-to-back betalingsklausuler kan være bebyrdende for den underentreprenør, der har udført et ekstraarbejde, og som på grund af manglende godkendelse eller betaling fra bygherren må afvente betaling fra hovedentreprenøren, indtil denne har modtaget betaling fra bygherren.

Det kan endvidere tænkes, at underentreprenøren i visse tilfælde må afvente afslutningen af en voldgiftssag mellem bygherren og hovedentreprenøren, før der opnås klarhed om betalingsforpligtelsen.

For hovedentreprenøren anvendes klausulen blandt andet til sikkerhed for, at underentreprenøren ikke uberettiget får betaling for et ekstraarbejde, som hovedentreprenøren ikke modtager betaling for fra sin bygherre.

Back-to-back betalingsklausuler kan således både være fornuftige og velbegrundede.

I en konkret sag ved voldgiftsretten for byggeri og anlæg (TBB.2015.444) havde en underentreprenør nedlagt nogle fjernvarmerør for en hovedentreprenør. Der opstod senere tvist mellem parterne om krav på ekstraarbejder i henhold til nogle nærmere angivne aftalesedler.

Voldgiftsretten udtalte blandt andet følgende:

”Det findes uden betydning for sagen, at der i aftalegrundlaget mellem parterne er en bestemmelse om, at tillægsarbejder kun betales, i det omfang bygherren betaler og godkender.”

Voldgiftsretten forholdt sig herefter konkret til berettigelsen af underentreprenørens ekstraarbejder uden hensyntagen til, hvorvidt hovedentreprenøren havde fået betaling fra bygherren vedrørende de i sagen omhandlede aftalesedler.

Sagens nærmere omstændigheder, herunder aftalegrundlaget hvori klausulen fremgik, er ikke uddybet i kendelsen. Det er derfor særdeles vanskeligt at fastslå rækkevidden af kendelsen og dens præjudikatsværdi.

Sædvanligvis anerkendes back-to-back klausuler vedrørende ydelsen, værneting m.v., hvor bestemmelser i aftalegrundlaget mellem bygherren og total-/hovedentreprenør spejles i aftalegrundlaget mellem total-/hovedentreprenør og underentreprenør.

Konkret kan der have været afgørende momenter under byggesagen, som voldgiftsretten har lagt vægt på i forhold til vurdering af back-to-back klausulen, for eksempel at aftalegrundlaget ikke tilstrækkelig klart var spejlet i forhold til bygherren; at hovedentreprenøren ikke loyalt havde videreført ekstrakravene over for bygherren, eller at ekstraarbejdet i øvrigt kunne henføres til hovedentreprenørens forhold.

Er dette tilfældet, kan det være årsagen til, at voldgiftsretten – i den omtalte voldgiftssag – valgte at se bort fra back-to-back betalingsklausulen.

Sådanne eventuelle momenter og fortolkningsbidrag kan dog desværre ikke læses ud af kendelsen. Rækkevidden af den nævnte kendelse er således uklar og skal suppleres af yderligere praksis.

Tilbage står således, at voldgiftsretten i en konkret sag har tilsidesat et aftalevilkår mellem to professionelle parter.

Hvis der forsøges anvendt back-to-back betalingsklausuler, er det således særdeles vigtigt, at disse formuleres klart og præcist, ligesom hovedentreprenøren i øvrigt loyalt bør forfølge underentreprenørens ekstrakrav over for bygherren.

Artiklen er en del af temaet Byggejura.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.156