23948sdkhjf
>

BYGGEJURA: Fejltrin kan koste rigtigt dyrt ved voldgiftssklausuler

Hvor meget skal der til, før man har aftalt voldgift mellem to professionelle parter, og hvad er konsekvenserne, hvis en sag anlægges ved den forkerte retsinstans?
Byggebranchens mest anvendte standardvilkår, AB 92, ABT 93 og ABR 89, indeholder blandt andet en bestemmelse om, at tvister mellem aftaleparterne skal behandles ved Voldgiftsretten, Byggeri & Anlæg. Byggeriets tvister afgøres således som udgangspunkt af en særligt nedsat voldgiftsret, som behandler tvisterne fortroligt og med teknisk indsigt, men uden nogen ankemulighed til højere instans. Ved at anvende de almindelig betingelser kan professionelle parter således fravælge det almindelige retsprincip om, at tvister løses ved de civile domstole (med sædvanlig ankemulighed).

Voldgiftsretten kan afvise at behandle anlagte voldgiftssager, når de almindelige betingelser (AB 92/ABT 93/ABR 89) ikke er aftalt mellem parterne, såfremt en part protesterer. På samme måde kan de civile domstole afvise at behandle anlagte retssager, fordi der er aftalt voldgift mellem de stridende parter.

Fejltrin kan koste dyrt

Konsekvensen ved at anlægge en sag forkert er i første omgang, at klageren/sagsøgeren afholder omkostninger til at indlevere den klage/stævning, som bliver afvist, samt risikerer at skulle betale sagsomkostninger til modparten.

Herefter skal man som klager/sagsøger indlevere et nyt klageskrift/stævning ved den rigtige retsinstans.

Det koster altså tid og penge at anlægge sagen forkert.

Man kan desuden risikere at miste hele sit krav mod modparten, fordi kravet – i perioden mellem de to sagsanlæg – er blevet forældet. Det kan således få meget alvorlige konsekvenser, hvis man kommer til at anlægge sin sag forkert.

Voldgiftsretten har i en ny afgørelse (TBB.2015.621) frifundet en bygherre for en entreprenørs betalingskrav, fordi kravet var forældet på tidspunktet for anlæg af voldgiftssagen. Entreprenøren havde forinden voldgiftssagen – fejlagtigt – forsøgt at inddrive sit krav ved byretten. Bygherren gjorde under byretssagen gældende, at der var aftalt AB92 og dermed voldgiftsbehandling.

Entreprenøren erklærede sig enig i, at der var aftalt AB92, og byretten afsagde herefter kendelse om afvisning. Samme dag, som kendelsen blev afsagt af byretten, indledte entreprenøren en voldgiftssag mod bygherren ved voldgiftsretten.

Da entreprenørens sagsanlæg ved de almindelige domstole ikke havde afbrudt forældelsesfristen, fandt voldgiftsretten, at entreprenørens krav (på tidspunktet for indlevering af klageskriftet til voldgiftsretten) var forældet, og bygherren blev derfor frifundet for entreprenørens – måske berettigede – betalingskrav.

Som det fremgår af den nye kendelse (TBB.2015.621), er det helt afgørende at have styr på sine voldgiftsaftaler.

I byggebranchen er aftaleindgåelsen dog nogle gange en ”glidende proces”, og til tider arbejder man på flere projekter for hinanden på samme tid.

Det kan føre til, at der opstår tvivl om, hvorvidt en tvist skal behandles ved voldgiftsretten eller i byretten.

To nye kendelser

To nye utrykte kendelse fra voldgiftsretten bidrager til forståelsen af hvor meget der skal til for, at to professionelle parter har vedtaget voldgift.

I begge de konkrete sager havde indklagede nedlagt påstand om afvisning af voldgiftssagen, idet der ikke var aftalt AB92.

I den første voldgiftssag arbejdede parterne sammen på to projekter nogenlunde samtidig. Klageren gjorde gældende, at der var indgået en mundtlig aftale om, at arbejdet skulle udføres på samme vilkår, som parterne havde aftalte vedrørende den anden af de to entrepriser, hvor der var skriftligt var aftalt AB92.

Voldgiftsretten gav indklagede medhold og fastslog i den første kendelse, at ”de almindelige domstole har kompetencen til at behandle tvister. En fravigelse heraf kræver aftale mellem parterne, og den, som påberåber sig en sådan aftale, har bevisbyrden herfor. Denne bevisbyrde har [klageren] ikke løftet”.

I den anden voldgiftssag arbejdede parterne sammen på 27 projekter nogenlunde samtidig. På tre af projekterne var der skriftlig aftalt AB92, mens der for de øvrige 24 projekter ikke var aftalt AB92. Klageren gjorde gældende, at AB92 var sædvanligt i byggebranchen, at parterne havde anvendt AB92 på tre entrepriser (de tre største) og at parterne derfor havde haft en fælles vilje om at lade AB92 regulere aftaleforholdet for alle 27 entrepriser.

Voldgiftsretten gav indklagede medhold og fastslog i den anden kendelse, at det ikke var ”udtrykkeligt eller mundtligt aftalt, at AB 92 og dermed bestemmelserne i AB 92 § 47 om voldgift skal være gældende”. Kendelserne understreger således det grundlæggende retsprincip, at fravalg af domstolsbehandling/tilvalg af voldgiftsbehandling (uden ankemulighed) kræver en udtrykkelig aftale mellem parterne, uanset hvor sædvanligt det i øvrigt er i byggebranchen at benytte sig af AB 92, og bidrager til forståelse af vedtagelseskravet. Tilsvarende gør sig gældende vedrørende ABT 93.

Få styr på voldgiftsaftalerne

For at undgå tvivl og risiko for tab bør alle, der indgår aftaler i byggebranchen, gøre sig grundige overvejelser om, hvor tvisten skal løses, hvis/når den opstår, og sikre klare skriftlige aftaler herom. I modsat fald kan der opstå tvist om hvilken retsinstans, der har kompetence til at behandle tvisten, og ultimativt opstår der risiko for, at fuldt ud berettigede betalingskrav forældes og fortabes.

Artiklen er en del af temaet Byggejura.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.141