Tør du lægge hånden på kogepladen?
Valget af materialer er afgørende for brandsikkerheden
Når det gælder brandsikring, kan isoleringen i en bygning være afgørende. Valget mellem ubrændbar og brændbar isolering kan i en brand være forskellen på begrænsede skader og total ødelæggelse. Passiv brandsikring handler om at indbygge sikkerhed, så konstruktionen kan modstå en brand. Den rigtige løsning kan betyde, at branden forbliver begrænset og hurtigt kan slukkes, mens manglende passiv brandsikring fører til, at den breder sig ukontrolleret.
En bygning i brand eller en brand i en bygning – en afgørende forskel
Manglende passiv brandsikring kan resultere i en bygning i brand. Et tragisk eksempel på det er branden i tagetagen på en ejendom i Vanløse, som udviklede sig til en af Københavns største brande i nyere tid. Her mistede 90 familier deres hjem, og bygningen måtte rives ned.
Læs her Rockwools råd til at sikre kvaliteten indenfor passiv brandsikring
Omvendt findes der også eksempler, hvor god passiv brandsikring – blandt andet med ubrændbar stenuld – har gjort en forskel. I 2017 opstod der brand i Aalborgs kultur- og idrætscenter Gigantium, da en ukrudtsbrænder antændte hulrummet i facaden. Her forhindrede stenulden, at ilden trængte ind i bygningen. Skaderne blev begrænsede, og bygningen kunne hurtigt tages i brug igen. Indsatslederen udtalte senere til Ingeniøren, at med plastisolering var Gigantium brændt ned til grunden1).
Bæredygtighed og høj brandsikkerhed – to sider af samme sag
Passiv brandsikring har også en miljø- og klimamæssig side, som bør komme mere i fokus. Vi har solid viden og statistik om de økonomiske og menneskelige konsekvenser af brand. I 2022 blev der registreret ca. 41.000 brandskader i Danmark med erstatninger på 3,5 milliarder kroner. I 2023 mistede 48 personer livet i brand, heraf 47 i boligbrande, og 360 personer kom til skade.
Men vi mangler viden om de miljømæssige konsekvenser af forurening af luften i form af partikler og fra slukningsvand. Dertil kommer effekterne på klimaet, når bygningen skal genopføres og indbo erstattes. Der er stigende fokus på at bygninger skal være bæredygtige, og her er der særligt fokus på deres klimaaftryk. Vi behøver mere viden om dette aspekt ved brande, og af hensyn til klima og miljø bør der være mere fokus i bygningsreglementet på bygningers holdbarhed og dermed robusthed i tilfælde af brand.
1) ”Ingeniøren” 6. juli 2017: https://ing.dk/artikel/indsatsleder-med-plastisolering-var-gigantium-braendt-ned-til-grunden