Brandsikkerhed: Forsikringsmæglerne skal tage ansvar
Brandsikkerhed er et fælles ansvar – men det er ikke gratis. Og i en hverdag præget af driftsudgifter og teknisk gæld er det ofte de mindre ejendomme, der bliver de svageste led i kæden. Hos forsikringsmægleren WTW ser man en klar rolle i at hæve standarden, ikke mindst gennem rådgivning og risikostyring. Det handler om at gøre forebyggelse til en fordel – ikke en byrde. "WTW arbejder løbende med vores kunder i forhold til at forbedre kundernes risikoprofil – også i forhold til brand. Jo skarpere en risikoprofil, jo mere effektivt kan WTW markedsføre kunden i forsikringsmarkedet og derigennem sikre den bedste og billigste forsikringsdækning." Med andre ord: bedre brandsikring betaler sig –både i præmie og i tryghed. Og netop derfor efterspørger kunderne også forebyggelse, lyder det fra WTW, fordi "alle kunder helst er fri for skader." Men når budgettet presses af akutte vedligeholdelsesopgaver, er det ikke altid, der bliver investeret i tekniske brandforbedringer. Det gælder især i mindre private og erhvervsejendomme, hvor slidte el-tavler og gør-det-selv-løsninger ofte udgør en skjult risiko. Større ejendomme klarer sig generelt bedre, men skal hele kæden – fra bygherre til forsikringsselskab – tage brandsikkerhed lige alvorligt, kræver det mere end frivillige løsninger. "Vil man fra samfundets side øge brandsikkerheden yderligere, skal det ske via regler og lovgivning. Kun på den måde trækker man elementet af indbyrdes konkurrence mellem forsikringsselskaberne effektivt ud af ligningen." Et andet overset problem er dokumentation. Hvis brandsikringen ikke stemmer overens med det oplyste, kan dækningen blive påvirket. "Hvis en kunde oplyser data til et forsikringsselskab, der ikke svarer til virkeligheden, kan det i yderste konsekvens medføre reduktion eller ligefrem bortfald af forsikringsdækningen." WTW understreger dog, at den slags sager er sjældne. Men det viser, hvor afgørende det er, at dokumentation og virkelighed stemmer overens. Brand & Sikkerhed har i den forbindelse kontaktet Forsikring & Pension for en kommentar om branchens fælles ansvar. Organisationen har valgt ikke at udtale sig. Forsikringsmæglerne har derfor en vigtig funktion: De skal ikke blot sikre de bedste aftaler – de skal også skubbe til udviklingen. For brandsikkerhed kræver handling – ikke bare hensigter.