Selvstændige entrepriser og mere lovgivning øger sikkerheden i bygninger

I fremtidens byggeri er det ikke nok, at løsningerne er klimavenlige og energieffektive –de skal naturligvis også være brandsikre. Derfor er det nødvendigt, at brandsikring og teknisk isolering prioriteres allerede fra projekteringsfasen. Særligt den passive brandsikring, der beskytter bygningsdele og opdeler brandpåvirkning og dermed sænker spredning af brand i bygningen, bør tænkes ind som en eksplicit del af byggeriets sikkerhedsstrategi. -Passiv brandsikring og teknisk isolering hænger tæt sammen, når vi taler om moderne og sikre bygninger. En gennemarbejdet isoleringsløsning, der er udført i henhold til testede og godkendte løsninger, kan ikke bare reducere bygningens energitab, men forhindrer også brandspredning. Ofte møder de tekniske isolatører dog en del udfordringer, når de kommer for at isolere. En korrekt løsning kræver ikke kun koordinering på tværs af faggrupperne i projekteringsfasen. Det kræver også helt lavpraktisk plads til monteringen, og det er er der ofte ikke. Derfor er der behov for specialiseret rådgivning tidligere i processen og skarpere krav til sikkerheden, siger formand for bestyrelsen i Danske Isoleringsfirmaers Brancheforening (DIB), Marc Roolfs.
Bedre udbud og skærpet lovgivning
Ifølge DIB bør både isolering af HVAC-installationer og passiv brandsikring udbydes som selvstændige entrepriser. Det vil sikre, at fagfolk med specifik ekspertise kommer tidligere ind i byggeprocessen og bidrager med løsninger, der ikke kun styrker brandsikkerheden, men også reducerer energispildet i bygningens efterfølgende drift. -Ved at gøre passiv brandsikring og teknisk isolering til selvstændige entrepriser får man bedre tværfaglig koordinering, færre fejl og mere robuste løsninger. Dårlig brandsikring kan i værste fald koste menneskeliv –og det må vi tage alvorligt, understreger Marc Roolfs, der peger på, at udfordringerne ofte opstår på grund af manglende viden om isolering hos arkitekter og projekterende rådgivere og manglende kontrol og kvalitetssikring af det projekterede arbejde.
Samler branchen ved Techisol 2025
Som en del af deres indsats for at fremme viden om brandsikring og teknisk isolering holder DIB til oktober konferencen Techisol 2025, hvor producenter, rådgivere, arkitekter og bygherrer mødes for at diskutere nye løsninger, regler og bedste praksis. -Med Techisol vil vi skabe et samlingspunkt for branchen, hvor fremtidens standarder for både energieffektivitet og brandsikkerhed bliver formet. For det begynder med mere koordinering på tværs af fagene. Og vi skal sammen sikre, at passiv brandsikring og teknisk isolering bliver tænkt ind som en lige så naturlig del af bæredygtigt byggeri som energioptimeringer, siger Marc Roolfs og tilføjer afsluttende: -Brandsikring må aldrig være en eftertanke. Det skal være et centralt element i enhver byggeproces - fra første streg til færdigt projekt. Konferencen afholdes den 9. oktober i Roskilde, hvor en række danske og udenlandske eksperter holder oplæg om seneste nyt i branchen. I år holdes Techisol sammen med EM i Teknisk Isolering, som Danmark er vært for. Hold fra 12 lande skal den 8. og 9. oktober dyste om titlen som Europas bedste tekniske isolatører. Begge events holdes i Roskilde Kongrescenter. Interesserede kan læse mere på techisol.eu.