Frygt for prisskred får Folketinget til at stoppe stort anlagte byggeplaner
Frygt for prisskred på den ellers stort anlagte restaurering og ombygning af de historiske bygninger ved Christiansborg sender nu planerne om projektet Fremtidens Folketing tilbage i skuffen.
- Når det handler om at skabe bedre rammer for demokratiets højborg, skal det ske med bred tilslutning fra partierne. Det er der ikke længere. Og derfor har jeg meddelt Folketingets partier, at projektet sættes i bero, udtaler formand for Folketinget, Søren Gade (V), i en pressemeddelelse.
Projektet med at restaurere og ombygge de historiske og fredede bygninger, som tidligere husede Rigsarkivet, blev i foråret 2024 vundet af et hold med Cobe i front.
Underjordisk indgang
Konkret har Fremtidens Folketing handlet om at tage de mere end 300 år gamle, fredede bygninger, der tidligere husede Rigsarkivet, i brug.
De nye kvadratmeter skulle blandt andet bruges til at styrke Folketingets borgervendte aktiviteter og omfattede en underjordisk besøgsindgang, et spisested og et besøgscenter. Samtidig ville rammerne for det parlamentariske arbejde blive fornyet og forbedret, lød det.
Sidste år udpegede en enig dommerkomité, sammen med Folketinget og Bygningsstyrelsen, en vinder af arkitektkonkurrencen om Fremtidens Folketing.
Det blev Cobe sammen med Arcgency, Drachmann Arkitekter og Sweco Danmark. Og det er arbejdet med det vinderforslag, der nu sættes i bero.
Baggrunden for projektkonkurrencen var, som tidligere beskrevet i Licitationen, at Folketinget overtog ansvaret for Rigsarkivets tidligere bygninger på Slotsholmen over for Folketinget i 2023.
Medie: Prisen var afgørende
Nu stod Folketingets partier foran at skulle bevilge midler til blandet andet at igangsætte de byggetekniske undersøgelser for projektet.
Ifølge Ritzau har blandt andet prisen fået flere partier til at studse. Da projektet er i den indledende fase, er den endelige pris stadig uvis, men da der vil være tale om den første store ombygning af Christiansborg siden 1928, var der frygt for yderligere prisskred.
- Nu stod vi så foran at skulle realisere projektet, men må i stedet sætte det i bero. Det er den politiske realitet – også selvom vinderprojektet ville bidrage til at forny Folketinget og åbne bygningerne og det vigtige arbejde, der foregår bag murene, op mod offentligheden, udtaler Søren Gade.
Hvad der skal ske med bygningerne, der tidligere husede Rigsarkivet, vil være op til et nyt Folketing.
- Helt fra projektets start i 2017 har Præsidiet valgt at gå frem i etaper, så det ved hver milepæl var muligt at stoppe projektet, før det for alvor kom i gang og blev mere forpligtende rent økonomisk. Derfor er det rigtige, at vi nu lader projektet ligge, udtaler Folketingets formand.
Tidslinje for Fremtiden Folketing
- Folketinget har siden 2017, hvor det blev kendt, at Rigsarkivet skulle flytte til nye lokaler, arbejdet på, hvordan man kunne anvende bygningerne, til at forbedre og forny Folketingets borgervendte og parlamentariske aktiviteter.
- I 2020 besluttede Folketinget at overtage Rigsarkivets tidligere bygninger.
- I 2021 indgik Folketinget et samarbejde med Bygningsstyrelsen om at varetage bygherrerollen, og Rigsarkivet flytter til nye lokaler på Kalvebod Brygge.
- I 2024 udpegede en enig dommerkomité vinderforslaget, som er udarbejdet af Cobe i samarbejde med Arcgency, Drachmann Arkitekter og Sweco Danmark.
- I 2025 sætter Folketingets Præsidium projektet i bero på grund af, at der ikke er tilstrækkelig bred politisk opbakning.
Kilde: Folketinget