23948sdkhjf

Fra grim ælling til smuk svane? Slidt center rykker nærmere stor renovering

En stor renovering og opgradering af det gamle Prøvestenscentret i Helsingør Kommune er rykket et skridt nærmere

Det ville være synd at sige, at Prøvestenscentret i Helsingør er et sted, der efterlader store sanselige indtryk.

Men det kan der blive lavet om på. 

Byrådet i Helsingør Kommune har nemlig vedtaget at sende et forslag til en større udviklingsplan for Prøvestenscentret i offentlig høring i otte uger.

- Prøvestenen er et vigtigt område for hele Helsingør, og det har et stort potentiale, som vi nu skal tale om, hvordan kan indfries på bedst mulige måde. Jeg glæder mig meget til at høre, hvad borgerne har at sige til planen, siger Janus Kyhl, formand for Helsingør Kommunes By-, Plan- og Trafikudvalg, i en pressemeddelelse.

Den 2. oktober inviterer kommunen til dialogmøde med borgerne om udviklingsplanen for det gamle bycenter, hvor kommunen, investorer, butiksindehavere og øvrige interessenter kan komme med udviklingsforslag til planerne.

Vil gøre området attraktivt

Planen er at transformere området, så det på sigt bliver et attraktivt bykvarter, der forener centerfunktionen og de offentlige servicefunktioner med nye faciliteter såsom fritidsaktiviteter, et hotel, et plejehjem og et lokalt boligmiljø.

- Planen lægger op til, at udviklingen kan ske i flere etaper, og der er taget højde for, at centret er i brug i hele udviklingsfasen. Det er forventningen, at området vil udvikle sig løbende over en længere årrække. Derfor har vi efterladt et stort råderum i planen til fremtidens muligheder og løsninger, siger Sille Krüger, projektleder i Helsingør Kommune, i pressemeddelelsen.

Projektforslaget, som byrådet i Helsingør Kommune har sendt i høring:

  • 3.500 kvm detail/varehus
  • 8.500 kvm supplerende anvendelse (f.eks. kultur, plejehjem, idræt, hotel)
  • 15.000 kvm blandede boliger (cirka 180 boliger)
  • 6.700 kvm opgradering af byrum
  • 180 nye træer og 1.800 kvm nye grønne arealer
  • 1.510 parkeringspladser

Det sker to år efter, at Helsingør Byråd godkendte en bevilling på 700.000 kr. til udarbejdelse af helhedsplanen, der skulle gå til faglig bistand, analyser og vurderinger af projektet samt landinspektørbistand og diverse tekniske undersøgelser.

Af tekniske rådgivere på projektet er Schulze + Grassov, som står for udviklingsplanen, og Grandville.

Byrådet har ikke endnu taget stilling til, om kommunen vil afsætte anlægsmidler til området.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11