Jysk forhandler skal sælge koreanske maskiner: Vil øge markedsandelen i Danmark markant
Dansk Maskincenter (DMC) har fået endnu en fjer i hatten.
Fremover skal den jyske forhandler sælge og servicere maskiner og udstyr fra Develon, tidligere kendt som Doosan Construction Equipment.
Den udvidede markedsdækning giver os muligheden for at tilbyde et bredere udvalg af produkter og tjenester til kunderne. Charlotte Villum Henneberg, adm. direktør, DMC
- Udover de nye kunder, vi nu skal servicere, sigter vi mod at øge Develons markedsandele i Danmark markant, udtaler Charlotte Villum Henneberg, adm. direktør for DMC, i en pressemeddelelse.
Hun lægger heller ikke skjul på, at forhandlingen af det koreanske maskineri kan styrke DMC's forretning.
- Den udvidede markedsdækning giver os muligheden for at tilbyde et bredere udvalg af produkter og tjenester til kunderne, siger direktøren.
Den jyske forhandler bliver officielt ny autoriseret forhandler af de koreanske gravemaskiner, læssemaskiner og dumpere i hele Danmark fra 1. oktober 2024.
Mange vægtklasser
DMC specialiserer sig i maskiner til segmenterne entreprenører, landbrug, skovbrug samt have og park. Firmaet har cirka 90 ansatte fordelt på fire afdelinger i Jelling, Odder, Rimmerhus og Toftlund.
Develon er producent af udstyr til grusgrave, entreprenører og maskinstationer. Blandt produkterne er bælte- og hjulgravemaskiner med en vægt fra 1 til 100 ton, gummihjulslæssere og kompakthjullæssere fra 3,7 til 35 ton, dumpere med en nyttelast på op til 41 ton samt dozere på op til 15 ton.
Hidtil har Jamas A/S været officiel importør af entreprenørmaskiner fra Develon i Danmark.
Regnskabsår | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 47,3 | 43,8 |
Resultat af primær drift | 5,2 | 1,8 |
Resultat før skat | 2,2 | 0,4 |
Årets resultat | 1,7 | 0,3 |
Balancestatus | 134,6 | 107,4 |
Egenkapital | 27,6 | 25,9 |
Antal ansatte | 81 | 88 |
Kilde: CVR |
Artiklen er en del af temaet MXtra - Maskin- og materiel.