23948sdkhjf

Konkursramt installatør starter op igen: Fra 120 til 35 medarbejdere

Af de cirka 120 ansatte, som blev sendt hjem ved konkursen i Raaby & Rosendal, kommer omkring 35 med i det nye setup

Det er gået stærkt for elinstallatør-virksomheden Raaby & Rosendal ApS i Randers, der tidligere på måneden måtte sende cirka 120 medarbejdere hjem efter selv at have indgivet konkursbegæring.

Nu genopstår dele af virksomheden med frisk kapital og to af de oprindelige stiftere og ejere, Rune Raaby Laursen og Mikael Rosendal. I ejerkredsen er også Lasse Buhl Jørgensen fra Skive, der er virksomhedsrådgiver og -investor.

- Vi har lært meget af denne proces, og noget, vi blandt andet har lært, er at vi skal tilbage til rødderne og den ånd, som vi havde i virksomheden, før det begyndte at gå for stærkt, siger Rune Raaby Laursen i en pressemeddelelse.

- Vi har fået en kæmpe opbakning fra medarbejderne og fra kunderne. Det tager vi med os ind i det nye setup, tilføjer han.

Trioen har etableret firmaet Raaby & Rosendal A/S, som ifølge CVR havde startdato 8. februar 2024. Rune Raaby Laursen og Mikael Rosendal har 25 pct. af ejerskabet hver, mens Lasse Buhl Jørgensen har halvdelen af ejerskabet i virksomheden.

Ordreportefølje året ud

Det nystartede selskab har ifølge folkene bag base nær Randers, samt afdelinger i Silkeborg og Aarhus, og udfører el-arbejder og -entrepriser for både private og erhverv.

Konkursramte Raaby & Rosendal ApS

Raaby & Rosendal ApS blev taget under konkursbehandling af Retten i Randers efter en begæring modtaget 15. februar 2024. Dagen efter skiftede virksomheden navn til Slut-El ApS.

Foruden hovedsædet i Hadsten havde virksomheden afdelinger i Randers, Viborg, Aarhus og Ans.

I 2022/23 var der i gennemsnit 131 ansatte i firmaet, der i regnskabsåret landede et resultat før skat på 5,1 mio. kr. Bruttofortjenesten var på 62,6 mio. kr., og egenkapitalen blev opgjort til 9,3 mio. kr.

Bjarne Andersen, Rune Raaby Laursen og Mikael Rosendal har gennem Raaby & Rosendal Group DK A/S ejet selskabet ligeligt.

Kilde: Statstidende og CVR

Konkret er cirka 35 af medarbejderne fra det konkursramte selskab ansat i det nye setup. Fra konkursboet har ejerne også overtaget en række af de entrepriser, som man var i gang med, da krisen ramte.

- Vi har en god ordreportefølje, som rækker i hvert fald året ud. Det er sunde projekter, som vi nu arbejder på at gøre færdige for vores kunder, og medarbejderne er allerede i gang, siger Rune Raaby Laursen.

En af de opgaver, firmaet nu er i gang med, er Trælasten i Aarhus, et 70.000 kvm stort byggeri bestående af boliger, detailhandel og erhverv, som opføres sammen med ejendomsudvikleren Nordstern for PensionDanmark.

- Vi har også flere andre store boligbyggerier i gang, siger medejeren uden at sætte navn eller sted på opgaverne.

Hjælp udefra

Det var firmaets bank, der anbefalede, at parterne tog fat på en ekstern rådgiver og en, der potentielt kunne skaffe frisk kapital.

- Det ville ikke være lykkedes uden Lasse Buhl Jørgensens hjælp. Derfor er vi rigtigt glade for, at vi har fået Lasse ombord, både som rådgiver og som investor i det nye setup, siger Rune Raaby Laursen.

Lasse Buhl Jørgensen har været med til at rede trådene ud og få forhandlet en fremtid på plads for det nye selskab.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125