- Vores største serviceaftale nogensinde: Installatør øjner 50 procent omsætningsløft
Når stat, regioner og kommuner skal have udført lovpligtige eftersyn og vedligehold på deres elevatorer og lifte, vil det fra foråret 2024 være Nordelektro, TKE og SJEC Danmark, der udfører arbejdet.
De tre virksomheder er netop kåret som vindere af et stort udbud om at levere elevatorservice gennem Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI). Aftalerne er toårige og med option på yderligere to år.
For Nordelektro har SKI-aftalen en værdi af et "større tocifret millionbeløb" og vil, når den er fuldt implementeret, medføre en omsætningsvækst på op mod 50 pct.
Det får ledelsen til at opjustere sin vækstplan.
- SKI-aftalen er vores største serviceaftale nogensinde og et stort skridt på vejen mod at gøre Nordelektro til en landsdækkende udbyder af teknisk service, siger adm. direktør Jesper Christiansen i en pressemeddelelse.
Indtil nu har intentionen været at ansætte 10 nye medarbejdere i år, men nu får man brug for det antal alene i elevatorafdelingen. Herudover skal firmaet findes flere industrielektrikere og maskinteknikere for at understøtte en stigende efterspørgsel på teknisk facility management.
Hvor stor, aftale præcis er, oplyser firmaet ikke. Omsætningen oplyser Nordelektro heller ikke hverken i meldingen eller i den seneste årsrapport. Ved udgangen af januar, hvor 2022/23-årsrapporten blev offentliggjort kom Jesper Christiansen det ikke nærmere end, at det var lykkedes at øge omsætningen med 15 pct. i det forgangne år.
Nyt kontor
SKI-delaftalen, Nordelektro har vundet omfatter 15 kommuner i Jylland og på Fyn samt Region Nordjylland. Firmaet har afdelinger i Aalborg og Frederikshavn.
- Vi er allerede kommet godt i gang med elevatorservice i Aarhus Kommune, som vi indgik kontrakt med i 2023, siger Jesper Christiansen og tilføjer:
- Med SKI-aftalen vokser vores portefølje yderligere, og vi skal dække et større geografisk område. Derfor skal vi også i gang med at se på mulighederne for at etablere kontor i Østjylland eller Trekantområdet.
SKI-aftalen er nu i standstill frem til den 13. februar, hvorefter SKI indgår kontrakter med de tildelte leverandører.
Nordelektro
- Beskæftiger cirka 50 medarbejdere
- Har afdelinger i Aalborg og Frederikshavn
- Løser tekniske opgaver i hele Danmark
- Virksomheden er specialist i teknisk facility management - det vil sige, at virksomheder outsourcer driften af deres tekniske anlæg til Nordelektro
- Nordelektro efterser flere end 11.000 tekniske anlæg
- Har kunder i blandt forskellige brancher som industrien, produktion, kontorerhverv, detailhandel og uddannelse
Kilde: Nordelektro