23948sdkhjf

Nyt videncenter skal skabe grobunden for et reelt paradigmeskifte i byggeriet

Med et nyt tværfagligt videncenter vil Aarhus Universitet, Arkitektskolen Aarhus og Søren Jensen Rådgivende Ingeniører skabe byggeri, der giver positivt tilbage til natur, miljø, klima og samfund.

- Vi har verdenshistoriens største genopretningsprojekt i luften lige uden for disse mure.

Sådan lød det fra Frank Jensen, der er bestyrelsesformand i Søren Jensen Rådgivende Ingeniører, da han her til formiddag gik på scenen til Building Green i Forum i København for at præsentere de 12 bud i virksomhedens regenerative bibel.

Senere på dagen skal han igen på scenen for at præsentere etableringen af Aarhus Center for Regenerativt Byggeri.

Et videnscenter, skabt i samarbejde mellem Aarhus Universitet, Arkitektskolen Aarhus og Søren Jensen, der skal arbejde målrettet på at fremme forskning og dialog om fremtidens regenerative løsninger i byggebranchen.

- Med centret håber vi at skabe grobund for et reelt paradigmeskifte i branchen. Som situationen er nu, er det ikke længere tilstrækkeligt at bygge bæredygtigt. Vi bliver nødt til at bygge på en måde, der aktivt genopretter de omkringliggende økosystemer og bidrager positivt til både miljø, klima og menneskelig trivsel, forklarer Mikkel K. Kragh, institutleder ved Institut for Byggeri og Bygningsdesign, Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Aarhus Center for Regenerativt Byggeri

Aarhus Center for Regenerativt Byggeri er stiftet 1. september 2023 af Aarhus Universitet, Arkitektskolen Aarhus og familien bag Søren Jensen. 

Parterne er gået sammen for – med eget engagement og på tværs af alle vores discipliner – at synliggøre, hvordan byggeriet kan gøre en positiv forskel for klima, natur, miljø og mennesker.

Det nystiftede Aarhus Center for Regenerativt Byggeri præsenteres for byggebranchen i forbindelse med Building Green-konferencen i København den 1. november 2023.

Frank Jensen, der er bestyrelsesformand for ingeniørfirmaet Søren Jensen, uddyber:

- Byggebranchen står for 40 pct. af klodens samlede CO2-aftryk og har et højt ressourceforbrug. Derfor er der potentiale til at gøre en markant og mærkbar forskel, hvis vi kan udvikle og implementere regenerative byggeprincipper. Det kræver dog, at vi arbejder sammen på tværs af fag, videnskabelige discipliner og brancher, og her tror vi på, at centret kan fungere som et fyrtårn og et nødvendigt knudepunkt.

Et nyt paradigme

At indfase det regenerative byggeris principper og teknologier vil naturligvis kræve stor omstillingsparathed hos branchens aktører. Det forudsætter nemlig, at man gentænker den måde, man finansierer, projekterer og eksekverer byggeprojekter, forklarer Torben Nielsen, der er rektor for Arkitektskolen i Aarhus.

- Det regenerative byggeri kalder på en ny æstetik, der vil provokere de dogmer, vi normalt tager for givet. Det vil nødvendigvis påvirke alle aspekter af byggeprocessen og derfor kræve en hidtil uset grad af tværfagligt samarbejde. Mange af teknologierne, principperne og materialerne eksisterer allerede, men vi mangler endnu at tænke dem sammen fra start til slut i konkrete regenerative byggerier. Det er det, vi skal i gang med nu.

Centrets mål er at fremme og finansiere forskning på området, men ambitionerne stopper ikke der. Henover de næste år vil man etablere samarbejder mellem forsknings- og erhvervslivet, bidrage til udviklingen af konkrete byggetekniske løsninger og facilitere forsøgs- og pilotprojekter inden for feltet. Samtidig vil man agere sparringspartner for alle med en interesse i regenerativt byggeri.

- Med dette initiativ tager vi et vigtigt skridt mod en grønnere, mere bæredygtig fremtid for byggeriet i Danmark. Vi oplever allerede stor interesse for projektet, så nu glæder vi os bare til at sætte handling bag ordene og gøre en reel forskel, konkluderer Mikkel K. Kragh.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14