Kræftrådgivning vælger entreprenør til nyfortolkning af den danske trelængede gård

Byggeriet af det nye OUH i den sydlige del af Odense er i fuld gang. Her samles den kræftbehandling, der i dag foregår på det nuværende OUH, og derfor flytter Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivning i Odense med.
Claus Pryds Arkitekter og entreprenørfirmaet C. C. Contractor er valgt til at opføre den nye kræftrådgivning til kræftpatienter og pårørende i Odense. Den forventes færdig i 2025, og hospitalets palliative enhed og den nye Klinik for Senfølger flytter med.
Det skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.
– Vi ved, hvor meget det betyder for kræftpatienter og pårørende, at man kan gå direkte fra kræftbehandlingen på hospitalet og ind i en kræftrådgivning med mulighed for at få rådgivning og støtte i en svær tid. Med valg af entreprenør og arkitekt er vi nu et skridt nærmere en ny kræftrådgivning, som bliver en smuk nyfortolkning af den danske tre-længede gård, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, i pressemeddelelsen.
Den nye kræftrådgivning bliver på 1.400 kvm og kommer til at ligge ved hospitalsringen mellem hospitalsområdet og de omkringliggende grønne områder. Mod syd og vest kan man se sygehuset - og mod nordøst åbner landskabet sig op med søer og skov i baggrunden.
Duoen C.C. Contractor og Claus Pryds Arkitekter vandt også Kræftens Bekæmpelses nye kræftrådgivning i Aarhus nær Aarhus Universitetshospital i januar 2020.
I samme hus
Det nye hus vil rumme både Kræftens Bekæmpelses rådgivningstilbud til patienter og pårørende - blandt andet individuelle rådgivningssamtaler, gruppesamtaler, fællesskaber, fysiske og kreative aktiviteter - men også hospitalets træningstilbud ’Krop og Kræft’, hospitalets palliativ enhed - samt regionens nye Klinik for Senfølger efter kræft.
- Tilbuddet kommer både til at ligge tæt på sygehusets kræftafdeling og også i naturskønne omgivelser, hvor den bondegårds-inspirerede bygning kommer til at passe naturligt ind, konstaterer Karsten Uno Petersen (S), formand for udvalget for Byggeri, Indkøb og Grøn Omstilling i Region Syddanmark.
Kræftens Bekæmpelses nuværende Kræftrådgivning i Odense ligger på Kløvervænget 18b, 5000 Odense - lige ved Odense Universitetshospital. Når al kræftbehandling samles i det nye OUH i det sydlige Odense flytter kræftrådgivningen med kræftpatienterne derud.
Man forventer at byggeriet vil stå færdigt i løbet af 2025.