23948sdkhjf

Aftale om tunnel under Aarhus til 2,7 milliarder kroner underskrevet

Staten og Aarhus Kommune har mandag skrevet under på aftalen om Marselistunnelen, der skal flytte tung og larmende trafik ned under Aarhus fra E45-motorvejen i vest til Aarhus Havn i øst.

Den kommende 2,7 mia. kr. dyre tunnel under Marselis Boulevard har været på tegnebrættet siden 1997. Men først nu er der via et stats-kommunalt partnerskab fundet de fornødne penge.

Et folketingsflertal blev med infrastrukturaftalen før sommeren enige om sætte skattekroner af, og mandag på Aarhus Rådhus skrev blandt andre finansminister Nicolai Wammen (S), transportminister Benny Engelbrecht (S) og Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard under på, at staten skyder 2,1 mia. kr. i, mens kommunen bidrager med de sidste 600 mio. kr.

Åbning i 2031

Der er også krydset milepæle af i kalenderen. Arbejdet med at revidere en eksisterende VVM-undersøgelse sættes i gang i år, afrundes i 2024, og herefter skal der laves udbud. Anlægget af tunnelen ventes at kunne begynde i 2025, og efter planen kan den åbne op for lastvogne og bilister i 2031. Undervejs i forarbejderne følger også flere borgerhøringer.

Finansminister Nicolai Wammen (S) lagde på pressemødet mandag vægt på, at trafikåren i dag er belastet af en stor mængde trafik til og fra havnen.

- To tredjedele af al godstransport med skib og containere, der kommer til Danmark, går igennem Aarhus Havn. Mere end 1 mio. biler fra molslinjen og cirka 3.000 lastbiler i døgnet går via Marselis Boulevard, sagde Nicolai Wammen.

- Så både ud fra et trafikalt og et miljømæssigt hensyn, så er det her en enormt vigtig beslutning, lød det.

Reducerer støj

Der venter en mere præcis udformning af projektet, men tidligere planer har talt for at anlægge tunnelen med én vognbane i hver retning og 11 m brede tunnelrør til hver kørebane.

Projektet har oprindeligt været en kommunal vision med et hovedformål at få reduceret miljø- og støjgener i Aarhus by.

Nu er opgaven overtaget af staten, ligesom de kommende vejbaner under jorden også overgår fra at være kommunale til statslige veje.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141