23948sdkhjf

Maskinimportør efter dom: Vi er kommet videre

Adm. direktør og indehaver af S.D. Kjærsgaard samt importør af Case entreprenør- og landbrugsmaskiner, Palle Kjærsgaard, er ikke meget for at tænke tilbage på tiden for ca. et år siden. Han endte med også at blive dømt i sagskomplekset mod en ledende medarbejder i Aarhus Kommune, der stod tiltalt for at have modtaget - og krævet modydelser for at lade ordrer gå til bestemte leverandører.

Sagen fik konsekvenser for Palle Kjærsgaard, der som adm. direktør måtte inkassere en dom for blandt andet at have ydet donationer til en badmintonklub i Aalborg, som den ledende medarbejder i Aarhus Kommune sad i bestyrelsen for.

Code of conduct

Han siger dog til Licitationen - Byggeriets Dagblad:

- Jeg og virksomheden har lagt det bag os, og vi er videre. Vi har selvfølgelig taget konsekvensen og indført et code of conduct i virksomheden. Procedurer er tilrettelagt således at lignende ikke kan ske igen, siger han, og tilføjer at det rent forretningsmæssigt ikke har haft negative konsekvenser for virksomheden:

- Nysalget er oppe med 50 procent i forhold til samme periode i forrige regnskabsår, hvis vi ser på perioden 1/10-20 til 31/5-21. Corona’en har ikke påvirket os på forretningen, udover lidt forsinkelser hist og pist - der har ikke været rejseaktivitet, så fokus har været på kunderne, medarbejderne og dermed forretningen, fortæller Palle Kjærsgaard.

Rykker mod øst

Fysisk har SDK forankret sig det seneste år, med nu mere end 10 faste medarbejdere på Sjælland og tre på Bornholm, så man nu er mere en 90 medarbejdere.

- Vi har fået tegnet en rigtig fin forretning, med en super placering i første række ud mod motorvejen i Ringsted. En bygning er bare en skal, men kan vi kombinere de mest dedikerede mennesker i branchen med de bedste rammer, så tror jeg vi har noget der spiller. Når huset står færdigt engang i 2022, samler vi aktiviteterne for Sjælland der. Vi bygger små 1.700 kvm showroom og værksted samt 900 kvm lager og vaske hal, fortæller han.

Palle Kjærsgaard er også klar på Femern.

- Lige nu har vi jo gode folk, der kan servicere mobilt, som bor i regionen. Men vi er i overvejelser om, hvordan vi kan være til stede ved Femern på en mere permanent basis, da det jo er et anlægsarbejde, der vil vare nogle år, fortæller han.

Et højt niveau

Palle Kjærsgaard er fortrøstningsfuld med hensyn til aktivitetsniveauet:

- Entreprenørerne har det jo generelt godt, og der er fortsat høj aktivitet i byggeriet. Og det tror jeg holder ved en tid endnu. Vi er jo stærkt repræsenteret i både byggeriet og i landbruget, så vi ser positivt på det. Men manglen på kvalificeret arbejdskraft kan faktisk blive den største udfordring, vi skal forholde os til, siger han til Licitationen.

Og det pænt høje aktivitetniveau, samt corona-efterveer gør, at der opstår forsinkelser i leverancer:

- Vi oplever forsinkelser som alle andre sikkert gør, og fragtrater der stikker af. Fabrikker kan uden særligt varsel ændre priser på allerede bestilte varer og det kræver, at man navigerer med årvågenhed. Som fri og liberal forretning, uden udenlandske snærende bånd, har vi stået frit for at kunne købe ind, og det har vi benyttet os af. Vi har købt ind til "gamle" priser. Sammenholdt med at vi så også kan levere, mener jeg, giver os en gunstig situation i markedet. Så udover et stort sundt lager nu, har vi yderligere 180 Case entreprenørmaskiner i ordre til levering over det næste halve år, fortæller Palle Kjærsgaard.

Han tror ikke på en total vækst i markedet totalt set.

- Salget er på et højt niveau lige nu - men for SDK forventer vi vækst qua vores geografiske ekspansion på blandt andet Sjælland, så vi skulle gerne få en større del af markedet med de mærker vi repræsenterer, nye rammer og et stærkt team, siger han.

Nye brands i butikken

Der er kommet nye brands i SDK. For tre år siden, fik man Mikasa ind. Det er japansk kompaktionsmateriel, samt Promove, der er hydrauliske hamre, grabbe og beton-gnaskere.

- Begge har udviklet sig positivt. Teleskoplæssermarkedet har været lidt konservativt og der har ligesom manglet et valg til dem der vil bryde med "det plejer vi at gøre" - og her har vi importen af Dieci teleskoplæssere fra Norditalien, en fabrik der bygger 3.700 teleskoplæssere årligt - og vi kan mærke, at markedet tager godt imod os. Særligt de små 6 m, samt store rotationsmaskiner går godt, siger Palle Kjærsgaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.257