23948sdkhjf

Havneudvidelse kræver gode vibrationer

600 meter ydermole omkring det nye 60.000 kvm store område på Sæby Havn vil skabe mere liv og miljø

CG Jensen A/S, der er totalentreprenør på den 60.000 kvm store havneudvidelse i Sæby, arbejder lige nu på højtryk med etableringen af ydermolen.

Projektet skal være med til at skabe et mere levende havnemiljø, hvor der foruden erhverv og lystfiskeri også bliver plads til nye brugere. Det fortæller firmaet sammen med deres maskinleverandør H.P. Entreprenørmaskiner i en pressemeddelelse.

Der anlægges bl.a. et nyt vandaktivitetsområde til vinterbadere, svømmere, kajakroere, dykkere og SUP’ere - og foruden den 600 meter lange ydermole etableres der to nye havnebassiner med ekstra bådpladser.

Maskinkraft til opgaven

Arbejdet med at sætte de mange hundrede spunsjern, der indgår i anlægget af molen, er i fuld gang.

For at løse den store opgave effektivt har CG Jensen netop investeret i en 35 tons Hitachi ZX350LC-7 gravemaskine fra den nye Zaxis-7 serie. Her var det vigtigt, at der fra maskinens hydrauliksystem Trias III kunne tildeles en oliepumpe specielt til den spunsvibrator, der sætter de 10 meter lange jern ned i sandbunden. En opgave, som leverandøren H.P. Entreprenørmaskiner A/S løste sammen med andre tilpasninger af maskinen, bl.a. ekstra kontravægt.

Max. olie til spunsvibratoren

- Alfa og omega er, at der skal være power. Spuns- vibratoren skal bruge meget olie, og det er vigtigt, at den olie er til rådighed uden, at det påvirker maskinens andre funktioner, fortæller pladsansvarlig Denis Andersen fra CG Jensen.

- Vibratoren arbejder godt. Spunsjernene vibreres ned gennem sandet på få minutter og sættes i lås ved siden af hinanden. Hvis det for eksempel var lerjord, ville vibrationerne dø, og så skulle spunsjernene i stedet bankes ned. Det er hårdt for omgivelserne, så det er en klar fordel, at vi kan bruge vibrator til denne opgave. Metoden er effektiv, og står spunsjernene ikke helt rigtigt, kan man sætte vibrationer i dem og trække dem op igen.

At der skal arbejdes hurtigt og produktivt understreges af tidsplanen, der har en delaflevering allerede i juni, mens hele projektet skal stå færdigt i november 2021.

Bevarer alle funktioner

For maskinfører Michael Pedersen har den ekstra kraft til spunsvibratoren ingen indvirkning på maskinens øvrige funktioner:

- Det virker fint med en pumpe, der alene føder vibratoren, så den får olie nok. Og jeg er tilfreds med, at der ikke forsvinder nogen funktioner på gravemaskinen. Den har masser af kræfter og er i øvrigt stabiliseret med i alt 10,6 tons kontravægt, så jeg er sikker på, at den ikke tipper. Det er vigtigt, når jeg skal langt ud med spunsen og arbejde ud over vandet. Samtidig er der et rigtig sikkert udsyn, og kameraerne er gode til at se rundt om maskinen, hvor jeg har to mænd gående.

Entreprenørvirksomheden CG Jensen A/S, der dækker hele Danmark og har 600 medarbejdere, anlægger det nye havneområde syd for den nuværende indsejling til Sæby Havn. Broer og promenader langs kajer og moler vil forbinde det nye og gamle havneområde.Sigh

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.331