23948sdkhjf

375 millioners skole skyder op under et kæmpe telt på Amager

Endnu en skole skyder op i København. Denne gang er det børnene på Amager, der får en spritny, tresporet skole med idrætshal, Nordøst Amager Skole (NØAS). 

Københavns overborgmester, Lars Weiss, besøgte fredag byggepladsen på Holmbladsgade, hvor han fik æren af at tage første spadestik til byggeriet. Det skriver Københavns Kommune Økonomiforvaltningen i en pressemeddelelse. 

– I København er der virkelig gang i gravemaskinerne, når det gælder at bygge og renovere skoler. For få uger siden tog jeg første spadestik til skolen i Kødbyen. Nu skyder vi byggeriet af en ny skole på Amager i gang, siger overborgmester Lars Weiss (S) i pressemeddelelsen om projektet. 

NCC vandt opgaven i maj 2019 som del af et totalentrepriseteam med Christensen & Co., Kjær & Richter Arkitekter, 1:1 Landskab og Lyngkilde Rådgivende Ingeniører.  

Kontrakten med NCC er på 255 mio. kr., og den samlede anlægsbevilling er på 374,5 mio. kr. 

Kæmpe telt over byggepladsen 

Byggepladsen dækkes til af et såkaldt Sitecover, et kolossalt telt, der blandt andet skåner naboer mest muligt for støj og støv, og samtidig gør, at der kan bygges uanset vind og vejr. 

– Skolebyggerier er et af NCC’s særlige kompetenceområder, og dette byggeri er et rigtigt godt eksempel. Her har vi samlet et stærkt hold, der sammen med bygherre har skabt en skole, der har åbenhed, bæredygtighed og gode læringsfællesskaber i centrum, siger senior projektchef i NCC, Lars Bleg Jensen. 

Ifølge pressemeddelelsen skal overdækningen også ses i lyset af, at Københavns Kommune har fokus på bæredygtighed i byggeriet og eksperimenterer blandt andet med at bygge i træ. En overdækket byggeplads giver bedre mulighed for opbevaring af organiske byggematerialer som træ. 

Byder fritidsgæster indenfor

Skolen skal være rum for leg og undervisning om dagen med plads til 840 skolebørn. Om eftermiddagen og resten af dagen åbnes faciliteterne for fritids- og foreningslivet, så bygningerne også kan være til glæde for lokalmiljøet og københavnerne. Faglokaler og idrætshal placeres derfor i stueetagen, så der etableres en fritidszone i gadeplan, der byder fritidsgæsterne indenfor, når skoledagen er slut.   

Skolen udmærker sig ved at få en idrætshal med springgrav, hvor en madras kan hejses op og ned i hallen til brug for for eksempel springgymnastik. Skolen vil i idrætsundervisningen også kunne benytte sig af de lokale faciliteter som Frankrigsgades Svømmehal og Kløvermarken Idrætsanlæg. 

Skolen ventes at stå færdig ultimo 2022, så eleverne kan tage den i brug i begyndelsen af 2023. Skolen er startet op i lokaler på Skolen på Amagerbro i august 2019, hvor der p.t. er to 0. klasser og én 1. klasse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189