Byggebranchen har flyttet sig meget på få år. I bæredygtig og til dels digital retning. Og i forhold til en erkendelse af, at klimaspørgsmålene angår os alle, ikke mindst rådgiver- og byggebranchen.
Det er nogle af hovedpointerne fra arkitekt Katja Viltoft, bestyrelsesformand i Danske Arkitektvirksomheder og partner hos JJW. Hun deltog sammen med cirka 30 andre højt placerede aktører i byggebranchen i ConTech Lab-arrangementet, der forleden blev afholdt i København med Molio og ConTech Lab som værter.
- Der er ikke længere nogen i branchen, der spørger, om det er nødvendigt at tænke klimavenligt eller bæredygtigt. Men vi bygger stadig med fortidens metoder, groft sagt, siger hun til Licitationen - Byggeriets Dagblad.