23948sdkhjf

Udlejer vil gerne overtage maskinparken og udleje den tilbage til kunden

Udlejningsfirmaet Loxam er ved at lægge en strategi, hvor de kan overtage eksisterende entreprenørmaskine-flåder, og så udleje dem igen til den tidligere ejer

Loxam er fransk, og det er det største europæiske udlejningsselskab. Men herhjemme er de nummer to, målt på omsætning, men målt på antallet af afdelinger er de med 29 afdelinger faktisk nummer et. Størrelsesmæssigt er der dog et stykke op til førertrøjen, GSV Materieludlejning, men hvis det er op til Loxams nye chef i Danmark, så skal markedet for udlejning være større.

- Jeg tror på, at vi kan vækste en hel del i de kommende år, for jeg tror generelt på, at det bliver mere attraktivt ikke at have de store kapitalbindinger i virksomhederne. Entreprenørerne har jo hidtil yndet at eje deres maskiner, der findes i dag også leasing, men endnu smartere er det at leje maskinerne, for så afleverer man dem jo bare, når man er færdig med sit projekt, siger Carsten Hoeck, der tiltrådte i september sidste år.

En hård konkurrence
- Konkurrencen blandt de udførende i Danmark er benhård. Det kan man se af deres regnskaber, hvor de fleste har svært ved at komme over et par procent i overskudsgrad. Det betyder hård konkurrence, og derfor er virksomhederne nødt til at se på, hvor de kan effektivisere, spare kapital og få balancen nedbragt, siger han til Licitationen Byggeriets Dagblad.

Mere leje - mindre eje
Han tror meget på, at fremtiden bliver mere leje og mindre eje.

Store opkøb

Det daværende DNE Materieludlejning og J. Jensen Maskinudlejning var grundstammen til en sammenlægning af de to virksomheder, som så blev opkøbt af franske Loxam og en årrække siden.
Sidenhen har Loxam ad et par omgange været på opkøb, men seneste akkvisition er langt den største, nemlig Ramirent, som valgte at trække sig fra det danske marked på maskinudlejningssiden. En større proces med at integrere de mange medarbejdere fra Ramirent ind i Loxam har været krævende, men er ved at være tilendebragt. Opkøbet gjorde Loxam til udlejningsselskab nr. ét, målt på udlejningssteder i Danmark. Selskabet omsætter i Danmark for omkring 560 mio. kroner.

- Lige nu har vi en usædvanlig situation, men den har endnu ikke givet den store turbulens. Det kan komme, men ser vi det over en lidt længere bane, så er jeg ret sikker på, at udlejning som koncept vil vinde frem hos de udførende, og det er der flere grunde til. En af dem er mindre kapitalbinding, som jeg har nævnt. En anden grund er at vi som udlejere i dag er blevet rigtigt skrappe til at købe ind. Vi har hele tiden nye grej, og vi får hele tiden det nyeste, så vi hele tiden har den seneste udvikling i vore maskiner. Det er jo noget entreprenørerne kan lide, for så bliver de også mere effektive. Et tredje argument for at leje, er at når vi køber ind, er det stor volumen, vi køber, og derfor også til attraktive priser. De priser skinner jo igennem i den leje, som kunderne betaler, så vi kan godt konkurrere med at eje, siger Carsten Hoeck til Licitationen Byggeriets Dagblad.

Han erklærer sig også enig i, at det er når markedet er i forandring, at udlejning kan vokse, og det uanset om det går opad, med behov for mere kapacitet, eller nedad, med behov for at komme af med kapacitet.

Forandring fryder
- Vi kan med stor fordel for kunden gå ind og overtage en flåde af entreprenørmaskiner, som han så lejer tilbage i fornødent omfang. Når han er færdig, afleverer han dem bare, og så har han ikke flere udgifter på det. Dermed har han konverteret en fast omkostning til en variabel omkostning i regnskabet. Og efterhånden bliver hans flåde så udskiftet til nye og moderne maskiner, siger han.

- Desuden har vi qua vores internationale ejerskab, salgskanaler, hvor vi hurtigt kan sælge brugte maskiner videre. Dermed belaster de heller ikke kunden, eller os for den sags skyld. Vi sørger for service på maskinerne hos kunden, så alt hvad han skal tænke på, er hvor mange han skal bruge og hvordan han får løst sin opgave, siger direktøren.

Den rigtigt store fordel er ifølge Hoeck, at hvis der ikke er brug for maskinerne, så står de ikke bare stille og koster penge.

Kender byggebranchen
58-årige Carsten Hoeck har selv en lang baggrund indenfor bygge- og entreprenørbranchen, og har de sidste mange år arbejdet med lønsom vækst og optimering gennem en række ledelsesposter, senest som adm. direktør hos Norisol A/S, hvor han blandt andet gennemførte en gennemgribende turn-around af hele koncernen.

Han har også arbejdet for kapitalfonde, og har dermed den finansielle baggrund med sig i bagagen.

Læs mere om LoxamUdlejer vil hjælpe kunderne igennem Corona

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141