REGION NORDJYLLAND
BIERSTED
Skolerenovering
For at hjælpe de erhvervsdrivene fremrykker nu også Jammerbugt Kommune flere anlægsarbejder for 2020.
Det gælder blandt andet renovering af Biersted Skole og Trekroner Skole, som nu forventes udbudt allerede i april. De to projekter har projektsummer på henholdsvis 3 mio. kr. og 1,1 mio. kr.
Desuden har kommunen valgt at fremrykke flere mindre opgaver, blandt andet på Rådhuset i Aabybro og i de treadministrationsbygninger i Brovst, Fjerritslev og Pandrup og i DGI-huset i Aabybro.
REGION MIDTJYLLAND
GRUNDFØR
Tæt-lave boliger
Favrskov Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 393 - Boligområde ved Th. Nielsensvej i Grundfør endeligt.
Lokalplanområdet er privat ejet og omfatter Th. Nielsensvej 8 i Grundfør, og lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et konkret ønske fra ejendommens ejer om at opføre ny bebyggelse og dermed bidrage til byfornyelse i landsbyens centrale del. Den eksisterende bebyggelse benyttes ikke længere.
Lokalplanen sikrer, at en ny, tæt-lav bebyggelse placeres og udformes, så den tilpasses landsbykarakteren i Grundfør. Lokalplanen skal desuden sikre, at der anlægges fælles grønne opholdsarealer, stiforbindelser og veje til den nye bebyggelse.
Der kan med den nye lokaplan opføres ni tæt-lave boliger i området.
SILKEBORG
Udbygning af akvarium
Silkeborg Byråd har vedtaget lokalplan 10-016 Erhvervsområde og naturformidlingscenter Ferskvandscenteret og Aqua og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Planerne giver mulighed for udvidelse af Aqua Akvarium og Dyrepark, tilbygning til Silkeborg Orienteringsklub, etablering af yderligere bebyggelse til erhvervsformål indenfor Ferskvandscenteret samt etablering af p-hus.
SILKEBORG
Etageboliger
Silkeborg Byråd har vedtaget lokalplan 10-032 og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af ønske fra en privat bygherre om at udvikle området og renovere eksisterende boliger mod Christian 8.s Vej.
En del af området har i flere år fremstået tomt, da det tidligere butikscenter har været lukket i flere år. Den tidligere busterminal har ligeledes ikke været benyttet i mange år og står tom.
Højden på byggeriet er i forbindelse med byrådets endelige vedtagelse af plangrundlaget reduceret til maksimalt fire etager ud mod Fredensgade, hvor der ellers var planer om at bygge i op til syv etager, og højhuset, der indgår i byggeplanerne, kan maksimalt opføres i 20 etager.
Det er også besluttet, at der skal være offentlig terrasse på det gamle Torvecenters tag.
Byggeriet kommer til at indeholde omkring 200 lejligheder, hvoraf nogle bliver almene boliger.
VOEL
Boliger og plejehjem
Silkeborg Byråd har besluttet at fremlægge forslag til lokalplan 32-010 Område til boliger og plejehjem i Voel og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring i fire uger.
Det nye plangrundlag baner vej for et friplejehjem med 24 boliger samt 20 åben-lave boliger og 23 tæt-lave boliger i Voel.
Ansøger er Atra Arkitekter, Holstebro og initiativtager til friplejehjemmet er Jon Pugholm.
ALDERSLYST
Boliger
Silkeborg Byråd har godkendt forslag til lokalplan 11.021 for et boligområde i det centrale Alderslyst og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg, som herefter sendes i offentlig høring i fire uger.
Det nye planrundlag giver mulighed for at omdanne en tidligere supermarkedsgrund til en åben boligkarré på mellem fire og seks etager inklusive tagterrasse. Boligkarreen kan indrettes med op til 96 boliger.
REGION SJÆLLAND
SLAGELSE
Renovering og isolering
Slagelse Byråd har anlægsbevilget 4.684.000 kr. til renovering og isolering af Kabeldepotet på Korsør Fæstning.
Kabeldepotet på Korsør Fæstning danner ramme om Kunstnerværkstedet Kabeldepotets aktiviteter. Bygningen er bevaringsværdig, og projektet bevarer bygningens facade og tag intakt, da der etableres et stort, isoleret arbejdsrum inde i bygningen med et uopvarmet udstillingsrum uden om. Der etableres et handicaptoilet, et særskilt rum til ovne af hensyn til brandsikkerhed samt køkken/depotfaciliteter.
SKÆLSKØR
Omdannelse af Skælskør Gl. Rådhus
Slagelse Byråd har bevilget 595.000 kr. til projektering af renovering og afklaring af benyttelse af Skælskør Gl. Rådhus.
Siden foråret 2019 har Kulturafdelingen i Slagelse Kommune gennemført en proces, hvor alle interesserede aktører har haft mulighed for at komme med forslag til fremtidig brug af Skælskør Rådhus. Ni forslag blev indsendt, og Kulturafdelingen har udarbejdet et projektforslag til fremtidig brug, der tager udgangspunkt i de forslag, hvor der er overlap, mulighed for synergi, og som flere har peget på.
Der arbejdes nu videre med et projektforslag, der omdanner det gamle fængsel til vandrerhjem og hovedbygningen til udstillings- og eventbygning.
HUNDIGE
Renovering af tag
Vridsløselille Andelsboligforening ved Bo-Vest har bedt Greve Kommune godkende et projekt for tagrenoveringer i afdeling 61, Askerød. Der anmodes om godkendelse af, at der optages et lån på 40 mio. kr., og om at der stilles en kommunal garanti på 100 pct. for realkreditlånet.
Greve Byråd besluttede på sit møde forleden at imødekomme ansøgningen.
REGION HOVEDSTADEN
FREDERIKSSUND
Etageboliger
Federikssund Kommune har modtaget en ansøgning med ønske om at etablere etageboliger på A.C.Hansensvej og Lærkevej i Frederikssund Kommune, og for at kunne imødekomme dette ønske er der udarbejdet forslag til nyt plangrundlag for området.
Plan- og Miljøudvalget i Frederikssund Kommune vedtog forleden lokalplan 138 - Etageboliger på A. C. Hansensvej og Lærkevej og det tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Lokalplanen gør det muligt at opføre en boligblok i syv etager plus tagterrasse og en boligblok i fire etager.
Bygherre er Scandinavian Property Development, og Bjørk & Maigård ApS er arkitekt på projektet.
JÆGERSPRIS
Boliger
Plan- og Miljøudvalget i Frederikssund Kommune har sagt god for, at forslag til lokalplan 135 for boliger ved Møllevej i Jægerspris sendes i offentlig høring i fire uger.
Lokalplanen vil give mulighed for at opføre op til 63 boliger i én etage.
Lokalplanen omfatter et areal på cirka 5,25 hektar. Formålet med lokalplanen er at sikre byudvikling og et varieret boligudbud i den sydlige del af Jægerspris.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Biersted, Grundfør, Silkeborg, Voel, Alderslyst, Slagelse, Skælskør, Hundige, Frederikssund og Jægerspris