23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Aarsleffs islandske selskab bygger Grønlands største skole

Det hidtil største skolebyggeri i Grønland går snart i gang.



Skolen skal bygges midt i den grønlandske hovedstad Nuuk, og det er Aarsleffs 100 pct. ejede islandske selskab, Ístak, som kort før jul indgik totalentreprisekontrakten til en værdi af 615 mio. kroner.



Skolen bliver Grønlands største med plads til 1.200 elever samt en tilhørende SFO og dagsinstitution. Byggeriet bliver på i alt cirka 17.000 kvm.



- Det er et stort og vigtigt projekt for os, men især for det grønlandsk samfund. Bygningen skal ikke kun fungere som en skole, men som et samlingspunkt for alle indbyggere i Nuuk, siger Reynir Viðarsson, der er projektleder hos Ìstak.



Lokal arbejdskraft

Det første spadestik til byggeriet bliver taget i midten af april, og op mod 80 mand vil være beskæftiget under udførelsen, som løber frem til marts 2023.



Jævnfør Ìstaks aftale med bygherren skal så mange som muligt af medarbejderne være lokale, og lige nu er rekrutteringsprocessen i fuld gang.



- Vi får brug for faglærte håndværkere inden for byggefagene og naturligvis også lærlinge fra området. Det er en del af kontrakten, at vi skal vise et samfundsansvar overfor området, og derfor vil vi gøre vores bedste for at engagere så mange, som vi nu kan finde, siger Reynir Viðarsson og tilføjer, at omkring 15-20 mand fra Ìstak tager fra Island til Grønland for en periode for at arbejde på det store projekt.



Mange kriterier

Ístak udfører blandt andet selv betonarbejderne, som består af 24.000 kvm elementmontage og 5.700 kubikmeter insitutbeton. Derudover udfører Aarsleff pælefundering.



Selvom første spadestik snart bliver taget, har skoleprojektet været længe undervejs. Ìstak vandt udbuddet over MT Højgaard efter en lang udbudsproces.



- Der var en del kriterier, som skulle opfyldes. En ting var prisen, en anden ting var arkitekturen, og så var der driftsomkostningerne. I Grønland skal man tage hensyn til, at el og vand er meget dyrt, og så skulle vi vise, at vi ville arbejde med gode og slidsstærke materialer, siger Reynir Viðarsson.



Et samlingspunkt

Skolen er nemlig ikke bare en skole, som skal stå øde, når skoleklokkerne ringer timerne ud. Meningen er, at bygningen også skal i brug af både unge og voksne om aftenen og i weekenderne.



- Det skal være et samlingssted for alle i Nuuk. Om aftenen skal man kunne bruge sports- og kulturcentret, og i weekenden kan byfolkene få adgang til bygningerne og til fitnesscentret, siger projektchefen.



Derfor bygger skolens arkitektur på Grønlands historie om naturen som grundvilkår for livet samtidig med, at den peger på en måde at bygge på, hvor indeklima, dagslys og rumligheder er i fokus.



- Skolen åbner sig mod byen med aktive byrum og facader, der afspejler udadvendte funktioner som sportsfaciliteter, auditorium og hjerterum, så skolen kan fungere som hele byens samlingssted, siger Reynir Viðarsson.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.151