REGION HOVEDSTADEN
ESPERGÆRDE
Fjernvarmeforsyning
Helsingør Byråd har godkendt et projekt for fjernvarmeforsyning af fire nye boligområder ved Søbækken i Espergærde som ansøgt af Forsyning Helsingør.
Forsyning Helsingør har oplyst, at det er en forudsætning for projektets gennemførelse, at forsyningen kan købe to grunde på Bybjergvej af kommunen til brug for tekniske anlæg.
Byrådet har sagt god for, at administrationen ansøger om udbudsfritagelse, så grundene kan sælges til Helsingør Forsyning til en vurderet markedspris.
SKOVLUNDE
Vejombygning
For at understøtte den igangværende udvikling af Skovlunde Bymidte er Ballerup Kommunes rådgiver i gang med at projektere ombygningen af henholdsvis Torvevej og Bybuen. I den forbindelse forelægges den nye udformning af vejanlæg og det trafikale løsningsforslag for Torvevej til politisk godkendelse. Teknik- og Miljøludvalget i Ballerup Kommune havde sagen på dagsordenen forleden og anbefaler, at den trafikale løsning or Torvevej godkendes. Ligeledes anbefaler udvalget, at der gives en anlægsbevilling på 5,1 mio. kr. i 2020 og 2,6 mio. kr. i 2023 til projekt Torvevej og Bybuen.
Torvevej skal ombygges og indsnævres fra to til ét spor i hver retning, hvilket muliggør boligbyggeri langs Torvevej. Der etableres fortov og cykelsti i begge sider.
Detailprojektering, udbud og gennemførelse af Torvevej foretages i samarbejde med Novafos, der vil nedlægge rørbassiner i vejen.
Ombygning af Torvevej og Bybuen har været planlagt til udførelse i henholdsvis 2020 og 2021. Opførelsen af de nye byggerier langs Bybuen forventes dog først afsluttet i 2023, og ombygningen af Bybuen forventes derfor udskudt til i 2023/2024.
REGION SJÆLLAND
NÆSTVED
Reparation af bro
Den ikoniske A-bro i Næstved ved Kalbyrisskolen blev for snart et år siden påkørt af en lastbil, og brodækket styrtede efterfølgende sammen.
Cowi har regnet på, hvad det vil koste at genopføre broen, og der foreligger nu en afklaring fra vognmandens forsikringsselskab. Det er selskabets opfattelse, at broen kan repareres, og det er udgangspunktet for fastsættelse af erstatningsbeløbet.
Teknisk Udvalg i Næstved Kommune besluttede forleden at anmode forsikringsselskabet om at genetablere A-broen med nyt brofag og repareret stålkonstruktion.
LOV
Cykelsti
Næstved Byråd besluttede i februar 2018, at der skulle etableres en dobbeltrettet cykelsti under Landevejen i Lov gennem den nye cykeltunnel etableret af BaneDanmark samt en dobbeltrettet cykelsti langs Lovvej fra Landevejen til Østerskovvej. Det har imidlertid vist sig, at der kun er økonomi til udførelse af første etape, som blev sat i gang i sidste måned.
Teknisk Udvalg besluttede forleden, at cykelstiprojektet og den manglende finansiering af anden etape behandles ved prioriteringen af rammemidler til cykelstier for 2020.
Første etape forventes færdiggjort og taget i brug i starten af december i år.
ASNÆS
Udstykning
Odsherred Byråd har godkendt forslag til lokalplan 2019-12 Boligområde Ølstenshøje, Asnæs, som herefter fremlægges i offentlig høring i otte uger.
Med lokalplanen bliver det muligt at udstykke et areal, som i dag anvendes til landbrug, til boligbebyggelse som ønsket at grundejer.
REGION SYDDANMARK
HUNDERUP
Udstykning
Esbjerg Byråd har vedtaget lokalplan nr. 24-010-0002, Boligområde ved Kragelundvej, Hunderup endeligt. Lokalplanområdet vil blive opkøbt af Esbjerg Kommune og udgør en samlet udstykningsplan sammen med Møllevænget. Der kan udstykkes cirka 20 parcelhusgrunde.
REGION MIDTJYLLAND
HOLSTEBRO
Padeltennisbaner
Holstebro Tennisklub har sendt en ansøgning til Holstebro Kommune om tilskud til etablering af to padelbaner på en nu nedlagt tennisbane på anlægget på Rolf Krakes Vej.
Tennisklubben søger om 348.000 kr. til anlæg af to baner. Den øvrige finansiering skaffes via fondsmidler og egen opsparing.
Kultur- og Fritidsudvalget i Holstebro Kommune besluttede forleden at yde et tilskud på maksimalt 210.805 kr.
Hvis det går som klubben vil, anlægges banerne i foråret 2020 og står klar til brug 1. maj 2020.
LEMVIG
Nedrivning
Lemvig Kommune gør en indsats for at forskønne landsbyer, landdistrikter og byer ved blandt andet at nedrive tomme og forfaldne bygninger.
Forleden godkendte Teknik- og Miljøudvalget administrationens prioritering af forestående nedrivninger. Blandt de ejendomme, der er udset til nedrivning, er Karupvej 14, Bækmarksbro, Nørre Damhusvej 2, Bøvlingbjerg, Seminarievej 30, Nr. Nissum og Kræmmergårdsvej 68, Møborg.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Espergærde, Skovlunde, Næstved, Lov, Asnæs, Hunderup, Holstebro og Lemvig