REGION NORDJYLLAND
AABYBRO
Telemast
KM Telecom Danmark har på vegne af TDC søgt Jammerbugt Kommune om bygge- og landzonetilladelse til etablering af en ny telemast på en ejendom på Kærvej, Aabybro. Teknik- og Miljøudvalget besluttede forleden at sende ansøgningen i naboorientering i 14 dage, hvorefter der vil blive meddelt landzonetilladelse til det ansøgte, såfremt der ikke indkommer væsentlige indsigelser.
Sendeanlægget består af en 42 meter høj gittermast med panelantenner og teknikkabine.
REGION MIDTJYLLAND
HINNERUP
Gasledning
HMN Gasnets har anmodet Favrskov Byråd om at træffe principbeslutning om ekspropriation i forbindelse med etablering af en gasledning fra Bånlev Biogas til M/R-station i Hinnerup. Byrådet besluttede forleden at imødekomme anmodningen.
Der er tale om en cirka ni km lang gasledning i Hinnerup, der skal forbinde opgraderingsanlægget på Bånlev Biogas ved Spørring med HMN’s eksisterende måle- og regulatorstation i Hinnerup.
Projektet forudsætter anlæg af gasledninger hen over 19 ejendomme. HMN Gasnets har indgået frivillige forhåndsaftaler med alle berørte lodsejere, men for at sikre projektets fremdrift, ønsker HMN mulighed for, at retten til anlæg af ledninger vil kunne sikres ved ekspropriation.
For at genere lodsejerne mindst muligt, vil HMN primært etablere ledningsanlægget i markarealer langs veje, skel og bevoksningsgrænser. Hvor det er nødvendigt at krydse beskyttede naturområder og vandløb mm. vil krydsninger ske via underboring efter forudgående tilladelse fra kommunen.
RANDERS
Landskabsstrategi
Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune har besluttet, at Randers Kommune sammen med Viborg og Favrskov Kommuner skal udarbejde en landskabsstrategi for hele Nørreådalen. Dette skal ske i samarbejde med ejere og brugere af arealerne i ådalen.
Landskabsstrategien indgår i et forskningsprogram, der gennemføres af Københavns Universitet, og den skal munde ud i en plan for, hvordan Nørreådalen kan udvikle sig i fremtiden med hensyn til blandt andet erhverv, landbrug, natur, bosætning og rekreative tiltag.
STEVNSTRUP
Sti
I forbindelse med Banedanmarks Elektrificeringsprojekt på strækningen Aarhus - Lindholm skal den bro, der fører Engvej over banen ved Skovbrynet i Stevnstrup, fjernes. Broen indgår som en del af Gudenåstien, mellem Randers og Silkeborg og benyttes af mange cyklister og fodgængere. Randers Kommune planlægger derfor, at der etableres en ny stiforbindelse fra Skovbrynet til Stationspladsen.
For at kunne etablere stiforbindelse er det nødvendigt at erhverve et areal på cirka 2.300 kvm fra en tilstødende ejendom. Randers Kommune er i forhandlinger med Banedanmark om at få stillet et areal på cirka 1000 kvm til rådighed til stien på Banedanmarks areal.
Miljø- og teknikudvalget anbefaler, at forvaltningen bemyndiges til at foretage den nødvendige arealerhvervelse og indgå aftale med Banedanmark.
VORUP
Regnvandsbassin
Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune anbefaler, at et forslag om tillæg til spildevandsplanen om regnvandsbassin ved Vorup godkendes og sendes i offentlig høring i otte uger.
Tillægget giver mulighed for, at regnvand fra størstedelen af Vorup kan renses i et regnvandsbassin, som etableres i området vest for jernbanen og øst for Fjordvang. Tillægget omfatter, udover etablering af bassin, tilhørende anlæg til transport af regnvand, således at der sker en rensning af overfladevandet, inden det ledes til Gudenåen gennem eksisterende grøfter. Derudover foretages en regulering af afvandingsgrøfter.
REGION SYDDANMARK
ODENSE
Fjernvarmeforsyning
Odense Kommune har modtaget ansøgning fra Fjernvarme Fyn A/S om godkendelse af et projektforslag for etablering af varmeforsyning i henhold til lokalplan 7-881 for boliger ved Dalum Papir, hvor der opføres 450 nye boliger.
By- og Kulturudvalget godkendte forleden projektet, hvor der forventes investeret 4,7 mio. kr. i distributionsnet og stikledninger. Der skal etableres 1.200 meter distributionsledning DN32-80 og cirka 750 meter distributionsledning N100.
REGION SJÆLLAND
FUGLEBJERG
Fjernvarmeforsyning
Teknisk Udvalg i Næstved Kommune har godkendt et projektforslag fra Fuglebjerg Fjernvarme vedrørede etablering af fjernvarme i et nyt boligområde øst for Dyres Kvarter i Fuglebjerg.
Hermed kan 54 parcelhuse og 37 rækkehuse/dobbelthuse i nyudstykningen bliver forsynet med fjernvarme.
Projektering og udbud af tilslutningsledning forventes påbegyndt i 2020 med henblik på idriftsættelse i 2020.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Aabybro, Hinnerup, Randers, Stevnstrup, Vorup, Odense og Fuglebjerg