REGION SJÆLLAND
SOLRØD
Fornyelse af gade
Centergaden i Solrød Center skal fornyes, og sagen var på Solrød Byråds dagsorden forleden. Her godkendte byrådet et skitseforslag som det principielle grundlag for kommende fornyelse af centergaden, og som det gennemgående element mellem pladser og byrum.
Samtidig blev en anlægsbevilling på 2,2 mio. kr. frigivet, og administrationen fik bemyndigelse til at færdigprojektere og udbyde anlægsopgaven samt indgå aftale med valgt entreprenør.
SOLRØD
Tribune og overdækning
Solrød Byråd skulle på sit seneste møde tage stilling til ansøgninger til Solrød Kommunes Idrætsanlægsfond 2019.
Det blev besluttet at imødekomme ansøgninger fra Havdrup Tennisklub, Havdrup Petanqueklub, Solrød Tennisklub, Solrød Strand Badmintonklub og Solrød Fodbold Club. Modtagerne havde søgt om støtte til blandt andet varmepumper, indendørs spilleunderlag til tennis, isolering, vedligehold af klubhus og udeareal og etablering af tribune og overdækning.
JERSIE
Fugletårn og fitnessredskaber
Jersie Strands Grundejerforening har henvendt sig til Solrød Kommune med et ønske om at etablere forskellige faciliteter i Jersie Strandpark.
Fonden ønsker at etablere et fugletårn med udsigt over Natura 2000-området med lagunen og Staunings Ø, fitnessredskaber, der kan anvendes både til sport og leg i tilknytning til kioskbygningen, naturskilte til formidling af naturen for børn og en træskulptur af dyr til leg.
Jersie Strandpark er omfattet af en række arealudpegninger, og etableringen af ovenstående faciliteter vil kræve en række tilladelser og dispensationer fra henholdsvis Kystdirektoratet, Fredningsnævnet og Solrød Kommune.
Solrød Byråd har sagt ja til at sætte sagsbehandlingen i gang, herunder ansøgning til henholdsvis Kystdirektoratet og Fredningsnævnet med henblik på efterfølgende overtagelse og drift af faciliteterne.
REGION MIDTJYLLAND
VIBORG
Ændring af bro
Klima- og Miljøudvalget i Viborg Kommune har meddelt tilladelse til etablering af en ny bådebro i Søndersø ud for Strandparken.
Broen erstatter den eksisterende bro på stedet og vil få et to meter bredt terrændæk i hårdt træ, der fæstes med pæle i hårdt træ og rækker 20 meter ud i søen. Yderst etableres en 60 meter lang sidebro i nordvestlig retning i samme materiale.
Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen på fire uger er udløbet, og det gør den 20. november.
HOLSTEBRO
Fjernvarmeforsyning
Vestforsyning Varme A/S har fremsendt projektforslag for fjernvarmeforsyning af boligområde ved Nørlundvej i Holstebro til Holstebro Kommune.
Området er omfattet af lokalplanforslag 1166 og omfatter 16 matrikler til rækkehuse med et boligareal på mellem 100 og 130 kvm.
Området ejes og byggemodnes af en privat bygherre, som har rettet henvendelse til Vestforsyning Varme A/S for at få området forsynet med fjernvarme.
Natur-, Miljø- og Klimaudvalget i Holstebro Kommune havde sagen på dagsordenen forleden, hvor det blev besluttet at sende projektforslaget i høring hos de berørte parter i fire uger.
Den endelige godkendelse af projektet er betinget af byrådets godkendelse af lokalplan 1166.
REGION SYDDANMARK
ESBJERG
Rekreativt område
Esbjerg Byråd har vedtaget Strategisk Masterplan for Tjæreborgs Gamle Grusgrave endeligt.
Marsterplanens formål er, at skabe rammer for nyt liv og aktiviteter i og omkring de gamle grusgraves søer til gavn for borgere i alle aldre, der bruger det rekreative område samt at udvikle områdets naturværdier og rekreative værdier.
Der er endnu ikke afsat ressourcer til realisering af planerne om udvikling af området.
NYBORG
Trafiksikring
Nyborg Byråd har i budget 2019 afsat 600.000 kr. til parkeringsspor og cykelsti ved Danehofskolen, afdeling Nyborg med adressen Ringvej 1, Nyborg.
Den tænkte løsning med parkeringsspor og cykelsti på Ringvej er blevet fravalgt på grund af trafiksikkerhed. Løsningen kan give problemer med bildøre, der åbnes ind over cykelsti, ligesom den vil være usikker for skolebørn, der skal krydse Ringvej, vurderes det. Parkeringsspor på Ringvej vil desuden give problemer den dag, Ringvej forlængelse som ringvej.
Danehofskolen ønsker i stedet en udvidelse af parkeringsområdet foran skolen, en mere trafiksikker krydsning af Ringvej for skolens cyklister samt en ny afstribning af Kys og Kør- banen og de eksisterende parkeringsbåse. Der er på baggrund af skolens ønsker udarbejdet et nyt projekt, som ventes at ville koste 1,2 mio. kr. at realisere.
Der søges nu om frigivelse af 95.500 kr. til detailprojekteringen, som gennemføres i år, hvilket anbefales af Teknik- og Miljøudvalget.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter Solrød, Jersie, Viborg, Holstebro, Esbjerg og Nyborg