Trods et efternavn, der udstråler stor arkitektur, udenlandske eventyr, verdensberømmelse, kvalitet og perfektionisme, er opgaverne ikke bare kommet dumpende af sig selv til 49-årige Jeppe Utzon.
Han er tredje generations arkitekt og fjerde generations designer, og barnebarn af Danmarks nok mest berømte arkitekt, Jørn Utzon.
- Jeg blev færdig fra arkitektskolen, da jeg var 28 og tog som de fleste andre nogle lærerige år som ansat arkitekt. Det var først tre år senere, jeg fik min første egen opgave - en større villa i det sydfynske landskab. Det blev starten på min egen tegnestue, selvom der var langt mellem opgaverne de første år, siger han.
Men derfra voksede tegnestuen lige så stille. Dog ikke med lynets hast. Måske fordi det faglige, og mødet med kunderne tager tid. Hvis tingene skal være i orden.
Navnet som en fordel
Til gengæld har Jeppe Utzon aldrig været nødt til at sætte et større salgsarbejde i gang.
Det er ret forskelligt, hvordan kunderne finder frem til ham.
- Mit efternavn er bestemt ikke en ulempe - tak farfar - men oftest er jeg blevet anbefalet af en af mine tidligere kunder, siger arkitekten, der fortæller, at han godt kan lide at tegne enfamiliehuse, fordi det er noget helt særligt at arbejde så direkte med de mennesker, som skal bo der.
- Når jeg har været på større boligbyggerier, ved jeg meget lidt om hvem, der skal bo der. Måske ved jeg kun, at det er børnefamilier med op til tre børn og to biler. Når jeg tegner huse til private, lærer man jo, at familier er utroligt forskellige. Der er en frihed i, at det kun er mig som arkitekt, og ejerne, der bestemmer. Og når det ikke er profit, men livskvalitet, der er i fokus.
Ville være som Cousteau
Men det begyndte et andet sted.
- Som helt ung ville jeg være havbiolog; jeg er jo vokset op med Jacques Cousteau i fjernsynet. Helt fra jeg var fem, var det det eneste, jeg ville være. Alt handlede om havet og især dyrene i det. Men cirka midt i gymnasiet blev det klart for mig, at det kreative betød meget for mig. Det havde jeg bare ikke opdaget før, fordi det altid havde været der, siger Jeppe Utzon.
Han kan huske, at hans farfar Jørn Utzon frarådede ham at blive arkitekt:
- Hans pointe var, at han selv aldrig havde lavet et hus, hvor han er 100 pct. tilfreds - og dertil meget få, der kom tæt på. På mange måder kan det sammenlignes med filmbranchen. Det er jo ikke én mands værk, selvom instruktøren står for en stor del af det. Der er en hær af andre, der hver har skabt en del af det færdige værk. Og jo flere, des sværere at styre præcist. På samme måde med arkitektur, siger Jeppe Utzon, der mener, at kreditlisten burde være meget længere end blot arkitektens navn.
Jagten på det perfekte
- En anden ting er, at når det handler om æstetik, er der ikke noget facit - og det kan være meget frustrerende for nogle, siger Jeppe Utzon, og tilføjer, måske lidt overraskende, at han har været meget glad for det facit-baserede, matematik, for eksempel.
- Jeg har også programmeret en del og den form for kreativ tænkning kan jeg enormt godt lide, fordi den er så afsluttet; så har man lavet noget, der er helt færdigt. Det er perfekt i en anden og mere total grad.
Jeppe Utzon er ret sikker på, at Jørn Utzon gerne så sit barnebarn blive arkitekt.
- Han ville bare advare mig om, at det var en arkitekts grundvilkår. Men her mange år senere synes jeg stadig, det er virkelig sjovt, og jeg kan godt lide at skifte skala, til at designe for eksempel møbler. Jeg skifter jo fra en-familiehuse og nedad, hvor andre tegnestuer nok skifter fra en-familiehuse og opad.
Hvad er ambitionerne?
- Hvis man skal lave store opgaver, er man nødt til at bygge en tegnestue op til en vis størrelse. Og det har jeg aldrig haft så meget lyst til. For godt tre år siden fik jeg den franske arkitekt Camille Pincemin som partner, siger Jeppe Utzon, der med hende har talt en del om, hvor virksomheden skal hen.
- Lige nu fylder arkitektur for meget. Vi har for mange byggeprojekter, og vil gerne ned og kun bygge tre-fire villaer om året, hvor vi har tid til virkelig at komme i dybden med detaljer og materialer. Plus et større byggeprojekt med jævne mellemrum. Og så lægge den anden halvdel af vores tid i produkt- og møbeldesign, siger Jeppe Utzon, der understreger, at begge er ret glade for at være en lille tegnestue.
- Det forhindrer os godt nok i at få fat på de helt store opgaver, men det er heller ikke den retning, vi vil i.