23948sdkhjf

Cityringen klar til åbning

Arbejdet med at bygge Cityringens 17 nye metrostationer og teste driften af de førerløse tog er nu meget tæt på at være afsluttet. Det betyder, at det største samlede anlægsprojekt i København i 400 år snart er fuldført, og passagererne kan tage det nye, samlede metronet i brug.

- Når Cityringen åbner, kan vi pludselig suse under jorden til arbejde, familie og venner med bæredygtig, kollektiv transport, som binder byen endnu bedre sammen. Det vil forandre københavnernes hverdag for altid – og bane vejen for en endnu grønnere hovedstad. Jeg glæder mig til at fejre den historiske dag til et brag af en folkefest, siger Københavns overborgmester Frank Jensen i en pressemeddelelse.

Søndag den 29. september bliver Cityringen indviet med en stor folkefest på Rådhuspladsen med livemusik.

Selve åbningsceremonien indledes klokken 14 med et særligt åbningsshow med fokus på, hvordan København vil blive forandret, når de 17 nye metrostationer åbner. Dronning Margrethe overværer åbningsceremonien.

Kl. 15 erklæres Cityringen for åbnet, og alle kunder vil have mulighed for fri transport i hele metrosystemet – både de nuværende linjer og den nye metrolinje M3 Cityringen – hele døgnet den 29. september.

- Jeg ser meget frem til, at vi kan åbne Cityringen efter otte år med metrobyggeri. Det er forventningen, at det nye metronet vil mindske trængslen og skabe nye trafikale knudepunkter, der kan sikre et stærkere og mere effektivt kollektivt trafiknet i hovedstaden. Anlæggelsen af metroen er en rigtig stor gevinst – ikke kun for dem, der bor i byen – men også for pendlere, turister og andre besøgende, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Også på Frederiksberg markeres åbningen af de 17 nye metrostationer med festligheder og underholdning.

Før Cityringen kan åbne, skal den endelige myndighedsgodkendelse på plads, hvor der gives tilladelse til at køre med passagerer. Tilladelsen gives, når myndighederne vurderer, at grundlaget er godt nok til at kunne give en sikkerhedsgodkendelse og sker efter mange tusinde tests af det nye system. Sikkerhedsgodkendelsen ventes først at blive opnået kort tid før åbningsdatoen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125