Sidste udgave af magasinet Andelsboligen beskrev i februar det hidtidige - og dramatiske - forløb med salget af cirka 425 boliger under Frederiksberg Boligfond til den amerikanske kapitalfond Blackstone: Boligfonden, med historiske bånd til rådhuset, godkendte på grund af trang økonomi et salg til amerikanerne for næsten 900 millioner kroner, og det nikkede byrådet til.
Beboernes utilfredshed udløste blandt andet demonstrationer foran det lokale rådhus og spørgsmål i byrådet - foruden en række debatindlæg og omfattende mediedækning. Og ydermere var sagen formentlig den dråbe, der udløste, at Socialdemokratiet og andre partier på Christiansborg varslede et indgreb mod moderniseringen og efterfølgende store lejestigninger - det varslede indgreb er dog udskudt indtil videre, fordi et bredt flertal enedes om at nedsætte et udvalg, som til efteråret skal komme med anbefalinger om mulige ændringer i reglerne.
For beboerne er det foreløbig endt med, at den mindste af de tre ejendomme, Peter Bangs Hus med 41 boliger ved Peter Bangs Vej, formåede at få opbakning til et etablere en andelsforening - som magasinet Andelsboligen kunne berette i februarudgaven.
Naboejendommen Svalegården med 81 boliger og flere erhvervslejemål gik også efter en andelsløsning, men måtte i marts konstatere, at der ikke var fornøden opbakning og finansiering til at udnytte den såkaldte tilbudspligt, der ellers gav beboerne mulighed for at købe til samme pris som køberen, altså Blackstone. Dermed er beboerne her på vej til at blive lejere hos Blackstone og 360 North.
Opgav grundet indkomst
Beboerne i den største af de tre ejendomme, Den Sønderjyske By tæt på Vanløse, opgav at etablere en andelsforening, fordi "mange beboere har lav indkomst", som Søren Berg, formand for beboerrepræsentationen, forklarede til Licitationen - Byggeriets Dagblad i februar.
I stedet valgte beboerne at indlede en retssag, og i første omgang har de fået juridisk medvind, kunne Frederiksberg Bladet og flere ejendomsmedier berette i marts.
Under salgsforløbet dukkede nemlig et skøde fra 1932 op. Det gamle dokument gav kommunen forkøbsret, hvis boligfonden ville sælge ejendomme - og ville kommunen ikke købe, skulle forkøbsretten gå videre til beboerne. Og vel at mærke til datidens værdi for ejendommen.
Hverken boligfonden eller kommunen mente dog, at skødet gælder i dag, men det har beboerne bestridt og har indgivet stævning mod Frederiksberg Boligfond som sælger, der har siddet skødet overhørigt.
- 215 beboere ud af cirka 300 er sagsøgere, og vi får retssagen dækket via retshjælpsdækningen på vores almindelige forsikringer, og så har vi fået bevilget fri proces til at føre sagen ved Østre Landsret. Københavns Byret har givet os ret til at få tinglyst skødet, og det betyder, at ejendommen ikke kan blive overtaget af andre, så længe sagen kører, siger Søren Berg til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Beboerformanden tilføjer, at sagen formentlig bliver indledt ved landsretten i sensommeren og kan vare et-to år.
- Og dommen bliver stensikkert anket, fordi sagen drejer sig om store beløb og er principiel - den berører også de 14 resterende ejendomme under Frederiksborg Boligfond. Vi har nok først en afgørelse fra Højesteret om tre, måske fire år fra nu, vurderer Søren Berg.
En god sag
I mellemtiden fortsætter de 300 beboere i Den Sønderjyske By som lejere hos Frederiksberg Boligfond, som dermed kun har fået gennemført en mindre del af det samlede salg, der skulle afhjælpe økonomien.
Får beboerne ret, ender det ifølge Søren Berg med en andelsløsning:
- En andelsløsning er det, alle herude vil have, selv om vi i princippet kunne sælge til andre.
Hvordan sagen kan ende, er der forskellige opfattelser af.
Beboerne og deres advokat, Lars Langkjær, mener at have en god sag - og ifølge Søren Berg bliver vurderingen delt af eksperter ved Juridisk Fakultet på Københavns Universitet.
Frederiksberg Boligfond har givet sig selv mundkurv på efter stævningen, men har tidligere afvist, at 1932-skødet skulle være gældende. Samme vurdering har rådhuset fået af to advokathuse.
Desuden har Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF) ifølge mediet min-andelsbolig.dk haft en advokat til at vurdere juraen og har frarådet beboerne at køre en sag:
- Det kan være, at andre advokater når frem til en anden konklusion. Men med det materiale, vi havde til rådighed, nåede vi frem til, at det ville være op ad bakke at køre sådan en sag, og at man skal være morderligt forsigtig i henseende til de erstatningskrav, der måtte komme, hvis man taber, udtalte ABF-direktør Jan Hansen til min-andelsbolig.dk i april.
Omstridt opkøb kan ende med andelsboliger
Beboerne i den største af de tre ejendomme har anlagt en retssag, og det har udskudt handlen tre-fire år. Det hele kan ende med en and