Langt de fleste kan huske treenigheden - overraskelse, legetøj og chokolade. Et Kinderæg er, hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kalder den principaftale, som regeringen og Københavns Kommunes overborgmester har indgået om at anlægge en holm med en helt ny bydel - Lynetteholmen, der skal forbinde Nordhavn med Refshaleøen og på sigt vil give plads til knap 50.000 nye københavnere, heraf omkring 35.000 alene på Lynetteholmen.
Den nye bydel skal sikre, at København kan blive ved med at vokse - uden at boligpriserne går op på grund af mangel på boliger. Den skal samtidig være med til at sikre, at der fortsat vil være plads til grønne områder og rekreative områder i byen. Samtidig skal Lynetteholmen fungere som klimasikring af byen, da den vil fungere som en dæmning fra Kronløbet ved Nordhavn og ned til Refshaleøen.
Ordentlige forbindelser
En forudsætning for, at man kan bygge på Lynetteholmen er dog, at der skabes ordentlige forbindelser derud, slog transportminister Ole Birk Olesen (LA) fast, da han sammen med statsministeren, Københavns overborgmester Frank Jensen (S) og erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) fremlagde planen.
Kunstig ø skal huse 35.000 københavnere
Regeringen og Københavns Kommunes overborgmester vil anlægge en ny ø bag Refshaleøen. Planen er, at den skal stå klar om 52 år