23948sdkhjf

Byggeriet kan se frem til bugnende ordrebøger i 2018 og 2019

Drevet af bolig- og erhvervsbyggeri ventes de samlede bygge- og anlægsinvesteringer at runde 200 mia. kroner i år, ifølge en ny analyse fra DI Byg

Bygge- og anlægsbranchen kan godt gøre plads til flere sider i ordrebogen de kommende år.

I en ny analyse forudser organisationen DI Byg, at investeringerne inden for bygge og anlæg vil stige med 3 procent i år og 3,6 procent til næste år. Det bringer det samlede niveau over 200 mia. kroner. I 2017 blev der investeret for 196 mia. kroner i bygge- og anlægsarbejde.

- Det samlede investeringsniveau kommer over 200 mia. kroner for første gang siden finanskrisen, hvilket er meget positivt, siger branchedirektør Elly Kjems Hove fra DI Byg.

Nybyggeri slår renovering
DI Byg udpeger i analysen boligbyggeriet som den store vækstmotor, hvilket er i tråd med flere tidligere analyser. Desuden hæfter Elly Kjems Hove sig ved, at nybyggeri nu overgår renovering i aktivitet for første gang siden 2008.

- Det viser, at investeringslysten er tilbage, og man tør at investere i nye moderne faciliteter, siger branchedirektøren.

Entreprenør er mere selektiv
Den øgede aktivitet genkender teknikentreprenøren Lindpro A/S, der opererer på det tekniske service- og entreprisemarked over hele landet.

- Vi kan bekræfte, at der er rigtig god aktivitet. Der er flere opgaver at byde på inden for især nybyggeri og renovering. Desuden kan vi se, at installationselementerne fylder mere og bliver mere krævende på byggeprojekter, hvilket også giver os mere at lave. Og det gælder også på servicemarkedet inden for blandt andet brand og sikringsopgaver, siger Henrik Blaabjerg, der er divisionsdirektør for Jylland og Fyn.

Aktivitetsniveauet betyder, at Lindpro bliver mere selektive.

- Vi bruger væsentlig mere tid på at vælge de rigtige opgaver. Tidligere bød vi måske mere bredt for at sikre en tilstrækkelig pipeline, men nu er vi mere opmærksomme på at vælge de rigtige opgaver, som passer til vores kompetencer og bemanding, siger han.

Dansk Byggeri tror på mere
Hos en anden af branchens organisationer, i Dansk Byggeri, er cheføkonom Bo Sandberg endnu mere optimistisk. Det gælder særligt for fremgangen på boligmarkedet, som vil være på 4,1 procent i både 2018 og 2019, ifølge DI Byg.

- Den overordnede prognose ligger inden for min skive, men måske i den lave ende. Anlægsmarkedet er fladt, mens bolig- og erhvervsbyggeri er i en opadgående kurve. Jeg tror godt, at boligbyggeriet kan komme op at runde 5 procent, siger Bo Sandberg.

Han argumenterer dels med, at urbaniseringen og den demografiske udvikling holder efterspørgslen på et højt niveau, og dels at pensionskasserne fortsat finder boligmarkedet attraktivt på trods af, at renten har retning opad. Og så gør de stigende boligpriser det mere attraktivt at bygge nyt.

Læs også:
Høj aktivitet skærper mangel på byggefolk
Nabolande er bedre til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125