Det er langt fra alle aktører i bygge- og anlægsbranchen, der kan finde hænder nok til den øgede aktivitet i markedet.
På baggrund af data fra Danmarks Statistik påpeger DI Byg, at 23 procent af virksomhederne i branchen angiver mangel på arbejdskraft som en begrænsning for forretningen. På samme tidspunkt sidste år var andelen 16 procent.
- Mangel på kvalificerede medarbejdere er vores største udfordring lige nu. Og jeg ved, at vores konkurrenter står med det samme problem. Det er jo de samme medarbejdere, vi kæmper om. Det er tæt på umuligt at finde nye folk i øjeblikket, især brand- og sikringsteknikere er meget svære at finde, hvilket er et resultat af det overudbud af opgaver, man ser, siger divisionsdirektør i Lindpro A/S, Henrik Blaabjerg.
Han fremhæver også projektledere med den rette erfaring og de rigtige kompetencer som en faggruppe, der er meget efterspurgt.
Hæmmer vækst
Må I sige nej til opgaver?
- Jeg vil nærmere sige, at det er en afvejning. Vi kunne godt tage flere opgaver ind, men det vil også betyde, at vi skulle ansætte flere medarbejdere. Det betyder også, at vi måske skal hente nogen ind, som ikke har præcis det sæt kompetencer, vi er ude efter, og dermed øger vi også risikoen for, at projekter kører skævt.
- Og derfor har vi valgt en vej, hvor vi er mere specifikke på at vælge de opgaver, der passer rigtig godt til os. Men ressourcemangel er den største barriere for vækst i øjeblikket, siger Henrik Blaabjerg.
I DI Byg følger man udviklingen nøje.
- Det er skønt at have fuld beskæftigelse, men det er bekymrende, at virksomhederne ikke kan få de kompetencer, der er brug for, og det er en problemstilling, der også vil være aktuel fremadrettet med udsigt til øget aktivitet de kommende år, siger branchedirektør Elly Kjems Hove.
Installatører er mest påvirket
I en dugfrisk prognose forudser DI Byg, at investeringerne inden for bygge- og anlægsaktiviteter vil stige med henholdsvis 3 procent og 3,6 procent i 2018 og 2019. Samlet kommer niveauet i år over 200 mia. kroner. Og dermed vil behovet for dygtige medarbejdere øges. Virksomheder inden for el og vvs er hårdest ramt. Her angiver 32 procent og 27 procent rekrutteringsudfordringer som en begrænsning.
- Installationsvirksomhederne har oplevet større fremgang end andre byggefag de seneste år, og så er de traditionelt mere afhængige af faglærte. Der er ganske enkelt færre opgaver på dette område, der kan udføres af ikke-faglærte, siger Niels Jørgen Hansen, direktør i installatørernes organisation Tekniq.
Han mener dog, at branchen er bedre rustet til at håndtere situationen end for ti år siden op til finanskrisen.
- Virksomhederne gør sig flere overvejelser i dag, og de arbejder med flere løsninger. Man kigger på andre medarbejdertyper, tænker ufaglærte ind på en anden måde, tager flere lærlinge og hyrer udenlandsk arbejdskraft, siger Niels Jørgen Hansen.
Ingen røde lamper
Lindpro har forskellige værktøjer til at håndtere rekrutteringsudfordringerne.
- Vi begynder at specialisere vores elektrikerlærlinge inden for eksempelvis brand og sikring tidligere i uddannelsesforløbet frem for at give dem en mere bred indføring i faget. Og så arbejder vi med videreuddannelse af vores eksisterende medarbejdere, siger Henrik Blaabjerg.
Cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg, anerkender problemstillingen, men tilføjer, at niveauet har været forholdsvis stabilt i en periode.
- Det er branchens største udfordring, men det er fortsat mere positivt, end hvis ikke der var noget at lave. Lønudviklingen er også forholdsvis moderat, så vi er ikke oppe i det røde felt, men vi er opmærksomme på risikoen for flaskehalse og prispres på lønningerne.
Høj aktivitet skærper mangel på byggefolk
Hver fjerde bygge- og anlægsvirksomhed nævner rekrutteringsproblemer som en begrænsning. Teknikentreprenøren Lindpro A/S udpeger det som den største barriere for vækst