Der er forsat ledige stole i murerklasserne på landets erhvervsskoler, selvom der samlet set er startet 11 procent flere elever i år.
- Det er positivt, at der er fremgang, men samtidig kan vi se, at der er et stort mismatch geografisk. Jeg har snakket med skoler i eksempelvis Esbjerg, Vejle, Hjørring og Horsens, hvor man fortsat mangler elever. Og hvor man har fået færre elever end sidste år, selvom der er lærlingepladser til alle, siger uddannelseschef i Dansk Byggeri, Jesper Juul Sørensen.
På erhvervsskolen Learnmark i Horsens var der sidste år ingen elever på august-holdet på murerlinjen, da kun en enkelt havde sendt en ansøgning. Den pågældende elev blev sendt til Vejle i stedet, mens undervisere blev omrokeret til andre retninger.
I år er det blevet bedre, da ni elever netop er begyndt efter sommerferien, men det dækker ikke behovet hos områdets virksomheder. Heller ikke selvom der har været pænt optag på henholdsvis 21 og 31 elever på januar-holdene i 2016 og 2017.
- Vi kan sagtens bruge flere elever. De godt 30, der startede i januar, har alle fået en læreplads. Og vi kan mere eller mindre garantere en læreplads til nye elever, siger Jørn Storm Andersen, teamleder på skolens byggeuddannelse.
Flere firmaer bør tage ansvar
Thomas Damm, der er adm. direktør og indehaver i Øens Murerfirma A/S i København, nævner, at virksomheden får de lærlinge, der efterspørges, men det er ikke så nemt at finde dem som tidligere. Og han mener også, at branchen kan bruge flere.
- Der er potentiale for at øge antallet yderligere, hvis flere virksomheder forpligter sig til, at en bestemt andel af medarbejderstaben skal udgøres af lærlinge, siger han og tilføjer, at politiske initiativer også vil hjælpe.
- Det kan være i form af støtteordninger som tilskud, der vil øge det økonomiske incitament blandt virksomheder til at tage lærlinge. Så er det noget, man i højere grad vil tænke ind i sin forretning, siger Thomas Damm.
Øens Murerfirma har cirka 25 lærlinge ud af en samlet medarbejderstab på 230.
Trods fremgang på mureruddannelse: Flere erhvervsskoler mangler elever
En fremgang på 11 procent på mureruddannelser i 2017 dækker over store geografiske forskelle. Flere skoler kæmper med at skaffe lærlinge nok