23948sdkhjf

Private aktører vil bygge studieboliger

Det årligt tilbagevendende akutte behov for studieboliger i de største byer gør sig igen gældende, og Danica Pension ser langsigtede muligheder i markedet

Det er igen blevet den tid på året, hvor lykken over optagelse på drømmestudiet lynhurtigt afløses af stressved over manglen på bolig.

Store danske kommuner som Aarhus og Aalborg dækker 25-33 procent af markedet via kommunale og almene tilbud, og det efterlader en stor del af de studerende i hænderne på det private marked.

Og lige netop de private aktører er begyndt at få øjnene op for mulighederne på området for studieboliger.

Selskaber som Basecamp og NREP er til stede i markedet, og Danica Pension er en af de private aktører, der nu blander sig som privat udbyder af studieboliger, og i løbet af 2018 står selskabets projekt med navnet Uptown Nørrebro ved Nørrebro Station klar til at huse 600-700 studerende.

Ifølge Peter Mering, direktør for Danica Ejendomme, er projektet attraktivt for Danica, for efterspørgslen er enorm.

Beliggenhed
- Jamen vi så jo det, som vi stadig ser i dag. Der er et stort efterspørgselspres og et betydeligt efterslæb på at mætte det pres. Vi mener, at en beliggenhed ved Nørrebro Station var ideel i forhold til infrastruktur og afstand til de forskellige uddannelser, siger Peter Mering.

Generelt spiller beliggenheden en afgørende rolle for Danicas beslutning om at entrere markedet for studieboliger, og hvis lignende attraktive lokationer dukker op, er Danica klar til at udvide engagementet. Også i Aarhus.

- Det er utroligt vigtigt at være selektiv med beliggenheden for at undgå tomgang, men jeg vil ikke udelukke, at vi kigger på yderligere projekter. Det er en meget flygtig kundemasse, og man får ikke det forventede afkast, hvis man ligger for langt væk. Jeg er sikker på, at vores kunder synes, det er positivt, at vi kan tilbyde studieboliger, men afkastet er det vigtigste, siger Peter Mering.

Værst i København
Københavns Kommune står med klart det største akutte behov, og kommunen medvirker løbende til at sikre, at studerende kan huses i det varme københavnske boligmarkede.

Kommunen anslår, at der er cirka 13.500 studieboliger i byen, men alene i 2017 er der optaget 23.372 studerende i Region Hovedstaden.

Nogle bor naturligvis allerede i området, andre bor måske hjemme undervejs i studierne, og en række andre forbehold gør sig gældende, men det står klart, at en stor del af markedet for boligsøgende på SU-budget ligger i private hænder.

Københavns Kommune forventer, at byen frem mod 2027 vil vokse med 17.000 indbyggere i aldersgruppen 18-29 år, og kommunen forsøger at afdække en del af behovet.

- Københavns Kommune har en målsætning om at tilbvejebringe 6.000 ungdomsboliger frem mod 2027, og der er pt. så meget gang i markedet, at vi regner med at nå målet allerede i 2020, lyder det i et skriftligt svar fra Københavns Kommunes konstituerede planchef Marc J. Jørgensen.

Læs også: Iværksættere vil løse akut boligbehov

Så stor en del af behovet dækker kommunerne
De største danske kommuner har forskellige konstruktioner for, hvordan de udbyder ungdoms- og studieboliger. I Aalborg foregår det i regi af foreningen Anvisning af Kollegie- og Ungdomsboliger (AKU Aalborg), mens det i København udbydes hos almene boligorganisationer.
København: Ca. 13.500 ungdomsboliger i kommunen. Alene i 2017 optages 23.372 nye studerende i Region Hovedstaden.
Aarhus: Cirka 25 procent
Aalborg: cirka 33 procent
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11