23948sdkhjf

Fortiden fornægter sig ikke på hotel

Ascot Hotel i København er indrettet i en gammel badeanstalt, hvilket renoveringen bærer præg af

Veneration for bygningens særegne historie og karakter, samt en dyb interesse for at håndplukke alt fra teknik til inventar og møbler, har været pejlemærkerne i en omfattende ombygning, der har givet det københavnske Ascot Hotel 10 nye og unikke værelser.

I et hotel, der overalt bærer tydeligt præg af sin fortid som offentlig badeanstalt, blandt andet i form af klassiske relieffer med bademotiver, bliver der lagt stor vægt på at udnytte de unikke rammer mest muligt i bestræbelserne på at give hotellets gæster andet og mere end et sted at sove.

- Vi er omhyggelige, når vi vælger materialer og indretning til vores projekter. Det er blevet en passion, som vi faktisk også hygger os med. Men vi bruger selvfølgelig også designere, arkitekter og andre rådgivere, så vi er sikre på at komme frem til nogle løsninger, som både er funktionelle og holdbare, siger David Olsen, der er direktør for Ascot Hotel, i en pressemeddelelse.

Fortiden kigger frem
Bygningen er tegnet af arkitekterne Gotfred Tvede og Valdemar Schmidt og opført fra 1901 til 1903.

Stedet blev døbt Badeanstalten Kjøbenhavn. Men selvom tiden som offentlig badeanstalt for længst er forbi, og Ascot Hotel har haft til huse i bygningen i over 40 år, kigger fortiden fortsat frem.

Ikke mindst i de nyindrettede værelser, hvor Ascot Hotel har sat en ære i referencerne til fortiden. Således udgør et tidligere isbad en væsentlig del af et af de 10 nye værelser.

Det tommetykke udløb, hvor frygtløse københavnere kunne friske sig op under en iskold vandstråle, sidder således fortsat i væggen.

Ideen har været at blotlægge de oprindelige detaljer i rummene, der gennem de seneste år har fungeret som konferencelokaler. Dem er der ifølge David Olsen nok af i København, og Ascot Hotel kunne se en bedre forretning i at konvertere til værelser, som især er eftertragtede, hvis man både kan tilbyde central beliggenhed og anderledes rammer.

- Det er det, vi har bestræbt os på at skabe. Vi har udnyttet rummenes særlige karakter og arbejdet med at tilføje elementer, som fuldender det indtryk og lige skaber det ekstra, som giver gæsterne en særlig oplevelse. Det synes jeg, at vi er lykkedes godt med, siger David Olsen.

Oprindelige udtryk
Det er blandt andet sket med Vola-armaturer og lamper fra Gubi Design.

Væggene er malet med miljømærket maling, og så vidt muligt på en måde, som lader det oprindelige udtryk komme til sin ret.

For eksempel ved at male på oprindelig flisebeklædning og dekorere søjler, der indgår i konstruktionen, så deres særlige karakter står tydeligt frem. 
brahe

Fuldt booket siden ombygning
Hotel Ascots direktør, David Olsen, anslår, at alene på baggrund af værelsesombygningen står hotellet i fem-seks mio. kroner, men han er sikker på, at den vil vise sig at være en god investering.

Siden ombygningen har nye såvel som gamle værelser på Ascot Hotel – der udover fitness, frisør og spa består af fire restauranter – været fuldt booket, hvilket, hoteldirektøren forventer, vil fortsætte.

Samtidig glæder David Olsen sig over en høj dynamik i den danske hotelbranche.
Det gælder ikke mindst i København, hvor der forventes at komme 6.000 værelser inden for de næste fem år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094