23948sdkhjf

Som at sømme budding op på væggen

Bygnings Informations Modellering (BIM) er svært at konkretisere. Først og fremmest er fælles forståelse vigtigt
At diskutere digitalisering i byggeriet er som at sømme budding op på en væg! Sådan kunne man - med en omskrivning af et kendt Svend Auken-citat - karakterisere debatten om digitalisering i byggeriet.

Begrebet synes nemlig at skifte form hver gang, det diskuteres, og derfor er det svært at konkretisere.

I Danmark - og det gælder også i udlandet - florerer der mange forskellige fortolkninger af begrebet BIM. Alene M’et i akronymet er til forhandling. Nogle forstår M’et som det første bogstav i ordet ’model’, andre vil insistere på at det skal opfattes som det første bogstav i handlingen, at modellere, det vil sige ’modeling’. Dertil er jeg selv for nyligt gjort bekendt med fortolkningen ’management’. En fortolkning jeg i første omgang opfattede som det at ’BIM-lede/koordinere’, men som var ment som management i begrebet ’facility management’, altså at drifte og vedligeholde en bygning.

En definition

Og så længe forståelsen af BIM er til forhandling, vil diskussioner om implikationerne af den digitale forandring tabe retning, og dermed taber også BIM-håndteringen momentum. Lad os derfor forsøge at skabe entydighed i forståelse af BIM og slå fast, at BIM skal forstås som projektinformation i databaseform.

Så vil M’et, forstået som ’Modeling’, være udtryk for at nogle aktører indarbejder data i databasen. M’et ,forstået som ’Model’, vil være udtryk for at informationer vil være tilgængelige i databasen. Og M’et forstået som ’Management’, vil dels være udtryk for, at processen med at opbygge en database med brugbare data skal ledes og koordineres og lige så relevant, at der også skal kunne gennemføres udtræk fra databasen til brug for drift og vedligehold.

BIM er altså en størrelse, der - afhængigt af hvilken rolle og hvilket led i værdikæden der ageres fra - skifter form. For at gøre diskussionerne retningsbestemte er vi derfor nødt til at konkretisere den kontekst, diskussionen tager sit udgangspunkt i. Er det eksempelvis driftsherrens udgangspunkt? Er det bygherrens? Måske rådgiverens? Entreprenørens? Eller for den sags skyld håndværkerens?

Konsekvenser

Og hvad vil konsekvenserne blive af, at projektmaterialet overgår fra traditionelle tegninger og dokumenter til at være informationer i en database? Det kan der helt sikkert skrives tykke bøger, men lad os prøve at rejse nogle spørgsmål, som kan føre os på vej mod svar:

Lad os prøve et tankeeksperiment og forestille os en nyopført bygning i 2030, og så se tilbage på den tilblivelsesproces, som bygningen har været igennem - fra idé over byggeri til overdragelse og drift - og spørge:

I hvor høj grad har arbejdsprocesserne være anderledes i forhold til 2017 for henholdsvis rådgivere, entreprenører, håndværkere, driftsherre og bygherrer?

Hvordan har hver af aktørerne bidraget til opbygningen af informationer i databasen, og i hvilket format har de forskellige aktører aflæst informationerne fra databasen?

Er der nye roller, der bidrager til informationsopbygningen? Eksempelvis i forhold til at anvende robotter på byggepladsen, og hvilke parametre har disse robotter arbejdet ud fra, og hvem har udarbejdet disse? Og hvordan er der blevet kommunikeret med produkt- og systemleverandører, når informationerne formidles gennem en database?

Til den tid er det forhåbentlig også afklaret, om BIM er én database pr. byggeprojekt eller et netværk af flere databaser - herunder hvordan ejerskabet af data i databaserne håndteres.

Det bliver også meget spændende at følge, hvordan vi får et aftalegrundlag på plads, som kan rumme og håndtere de nye arbejdsmetoder, roller og ansvarsforskydninger, der vil dukke frem.

Der rejser sig masser af spørgsmål, og de skal nok blive besvaret, når vi indser, at der ikke er nogen vej udenom.

Her og nu kan vi hjælpe os selv på vej, hvis vi kan blive enige om, hvilke af spørgsmålene, vi er i gang med at besvare. Det vil være nyttigt, hvis vi skal undgå, at den danske BIM-anvendelse og -udvikling taber højde!

Artiklen er en del af temaet Debat.

Læs mere om: BIM
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141