23948sdkhjf

Svækket pund skader materialeeksport

Danske byggematerialer er blevet markant dyrere efter briternes beslutning om at forlade EU. Samtidig er der stor usikkerhed om den kommende regulering
Et svækket engelsk pund, efter Storbritannien i juni stemte sig ud af EU, har skabt problemer for de danske materialeproducenter, der har aktiviteter på det britiske marked.

Danmarks vareeksport til Storbritannien udgør 40 mia. kroner årligt, og efter Holland er Danmark det land i Europa med flest investeringer i landet, viser tal fra DI Byg, der arbejder tæt med Udenrigsministeriets taskforce for at få kortlagt medlemmernes interesser omkring Brexit.

Det er især et ustabilt pund, der år årsag til virksomhedernes problemer, forklarer branchedirektør i DI Byg, Elly Kjems Hove.

- På kort sigt er det primært svækkelsen af pundet, der har forårsaget problemer for danske byggematerialeproducenter, fordi danske varer er blevet markant dyrere. På længere sigt er den store udfordring dog, at den britiske vækst forventes at blive svækket, hvilket i særdeleshed kan blive et problem for byggematerialeproducenterne, fordi de netop leverer til disse investeringer, som eksempelvis er bygninger og nye fabrikker, siger hun.

Lang tidshorisont

Samtidig er der en stor usikkerhed blandt virksomhederne omkring reguleringen i Storbritannien efter Brexit træder i kraft.

Og det har særlig har betydning for de virksomheder, som eksempelvis forventer at lægge produktion i Storbritannien, fortæller Elly Kjems Hove.

- Tidshorisonten for, hvornår vi kan se de virkelig effekter af Brexit, kan godt blive lang. Som vi forstår det, er UK’s plan at ville træde ud i 2019, men det kan sagtens strække sig op til fire til seks år. På den anden side af udtrædelsen vil vi se, at UK vil begynde og gennemgå den EU-regulering de har implementeret. Her vil de nok forsøge at skabe sig konkurrencemæssige fordele, og det kunne jo for eksempel være på et område som offentlige indkøb, hvor danske virksomheder så vil blive udfordret, siger hun.

Også Dansk Byggeri peger på usikkerheden som et af de væsentligste problemer for de danske virksomheder.

- Hele den her vekselkurs, hvor man ikke ved, hvordan det vil udvikle sig, er et problem. Det har skabt nogle forandringer på det britiske marked, der betyder, at virksomhederne skal tænke sig ekstra om og lave en løbende risikovurdering, siger international chef i Dansk Byggeri Henriette Thuen.

Hun tror dog ikke på, at der kommer til at ske dramatiske ændringer på det britiske marked i 2017.

- Man er stadig langt fra en aftale med EU. Derfor er det en fornuftig strategi for virksomhederne, at blive på det britiske marked, når de nu har brugt ressourcer på at etablere sig. Men de må tage nogle forholdsregler - eksempelvis ved at foretage indkøb i pund, så man får minimeret sin kursrisiko eller lave forskellige kurssikringer via banken, siger hun.

Læs også: " Vinduesproducent: Brexit betød dramatisk prisfald ".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.108