Danske virksomheder skal for alvor indstille sig på en hård Brexit med told og bureaukrati fra den 30. marts, efter at et kæmpe flertal i Underhuset i London nedstemte aftalen med EU om skilsmissebetingelserne.
Det skete tirsdag aften med stemmerne 432 imod og 202 for, dvs. godt to tredjedele imod. Det udløste straks en mistillidsdagsorden fra Labours leder, Jeremy Corby, mod premierminister May, som Underhuset brugte dagen i går på at debattere til efter Licitationens- Byggeriets Dagblad deadline.
Theresa May vil konsultere repræsentanter for hele parlamentet og fremlægge en ny plan på mandag, hvis hun overlever mistillidsafstemningen.
Alle er efterladt i vildrede.
Kaos er et forslidt udtryk. Det kan ende med alt fra ’No Deal’ til "No Brexit", pointerer udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).
- Brexit ved vi ikke hvor lander - hvis det lander. Vi skal fortsætte det hårde arbejde med at forberede på alle udfaldsmuligheder inklusive en ’Hard Brexit’. Vi ansætter toldere, vi har hjemmesider og har en tæt kommunikation med virksomhederne, siger Anders Samuelsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han betragter stadig den hårde Brexit - dvs. ingen aftale - som én blandt flere muligheder. Regeringen forsøger at rådgive ud fra alle udfaldsmuligheder, pointerer han.
- Vi ved reelt ikke, hvad briterne vil. Vi afventer, at de kommer tilbage med deres idé om en løsning. Indtil da arbejder vi videre. Jeg tror, at Danmark er et af de lande, der er længst fremme i forberedelserne også på det ultimative scenario, slutter Anders Samuelsen.
Meget er på spil
Et af de mange uafklarede forhold er transport af varer. Der er ikke tilstrækkeligt med såkaldte CEMT-tilladelser, som lastbiler skal have for at køre ind og ud af EU/Storbritannien fra den 30. marts, medmindre der findes en midlertidig nødløsning.
Meget står på spil specielt for Danmark, som sammen med Irland og Holland står til at miste mest bortset fra Storbritannien selv.
I det værste tilfælde vil den danske eksport til Storbritannien falde med 17 pct., og bruttonationalproduktet mindskes i det tilfælde med 1,3 pct. på mellemlangt sigt.
Det er over halvdelen af den årlige økonomiske vækst, som dermed står på højkant, selv om Storbritannien kun er det fjerdestørste eksportmarked med 7,8 pct. af Danmarks samlede udførsel.
Det siger OECDs vicegeneralsekretær Ludger Schuknecht, som præsenterede den to-årige landerapport om Danmark ved et pressemøde i Finansministeriet selvsamme dag, som Theresa May led et historisk afstemningsnederlag.
Ludger Schuknecht trøster dog med, at Danmark er i en god position til at afbøde et Brexitchok takket det smidige arbejdsmarked og efteruddannelser.
Uvisheden er det værste
Effekten er endda større for byggevarer end for gennemsnittet.
- Storbritannien er vores næststørste eksportmarked kun overgået af Tyskland, og byggevarerne er foreløbigt mindre berørt af uroen i Storbritannien end den samlede eksport, påpeger EU-chef Henriette Thuen, Dansk Byggeri.
- Den værste beslutning er ingen beslutning, for virksomhederne ved ikke, hvad man skal agere i. Usikkerheden skal vi have afsluttet hurtigst muligt. Det danske udenrigsministerium har gjort det fornuftigt og holdt os orienteret. Det er Storbritannien, der skal gøre op med sig selv, hvad man vil. siger Henriette Thuen.
Tjenester i fremgang
Dansk Byggeri venter, at bygge- og anlægsbranchens samlede eksport af varer og tjenester til Storbritannien bliver cirka 11 mia. kr. i 2018 ligesom året før.
Eksporten af varer er faldet det seneste år, mens det er gået fremad med eksporten af tjenester såsom montering af vinduer, etablering af havneanlæg og støbning af fundamenter til havvindmøller i Storbritannien. Det gør bygge- og anlægsvirksomhederne ekstra sårbare.
- De virksomheder, der sælger services i udlandet, er ofte specialiserede, og de er derfor helt afhængige af at kunne tage deres dygtige og veluddannede folk med sig. Derfor er det afgørende, at det er nemt og enkelt for virksomhederne og trygt for deres medarbejdere at arbejde i udlandet. Med en hård Brexit vil det ikke længere være tilfældet, siger Henriette Thuen.
Brexit er dårligt nyt for danske byggevarer
Hård Brexit betyder told, bureaukrati, transportbøvl og eksporttab. Udenrigsministeren fastholder muligheden for en aftale