23948sdkhjf

Sæt skub i energirenoveringerne

At realisere energibesparelserne i bygningsmassen kræver nytænkning, skriver chefkonsulent i Dansk Byggeri
Det er en udfordring for alvor at få sat skub i markedet for energirenoveringer i Danmark. En af årsagerne er, at mange boligejere ikke kender deres boligs energimæssige tilstand og deres muligheder.

At realisere de energibesparelser, der ligger i vores bygningsmasse, kræver, at vi nytænker markedet for energirenoveringer. Vi skal skabe større synlighed for boligejerne omkring de besparelser, de kan opnå ved at energirenovere deres huse, når de alligevel skal renovere og for eksempel skifte tag eller ordne facaden.

Når en boligejer skal renovere sit hus, fordi taget er utæt, eller det trækker fra vinduerne, er det nemlig ofte en god idé at få energirenoveret samtidig. Men det kan være svært at vide, hvor der skal startes.

Skal der for eksempel kun isoleres? Bør der ses på udskiftning af varmekilden samtidig? Er der andre dele af bygningen, der med fordel også kunne energioptimeres? Det er ikke altid nemt at overskue, hvad der er af muligheder.

Stort potentiale

Generelt er der et stort potentiale for at energirenovere den eksisterende bygningsmasse i Danmark.

Knap 67 procent af vores bygningsmasse er opført før 1980, hvor der kom krav til bygningers energiforbrug i bygningsreglementet. Det betyder, at mange af vores bygninger ikke holder en tidssvarende standard for, hvad vi i dag synes, der er nødvendigt for at være en energirigtig, grøn bolig.

Aktivering af energirenoveringsmarkedet kræver gode politiske rammevilkår, men vi har også en vigtig opgave som branche i at hjælpe med at få sat gang i markedet. Jeg ser især to vigtige områder, som vi kan starte med at fokusere på.

For det første skal vi i højere grad se på, hvordan nye grønne forretningsmodeller med fokus på energirenovering kan tænkes ind i virksomhedernes forretningsstrategier.

Etablering af en ny grøn forretningsmodel kan for eksempel opnås ved at tænke i nye samarbejder med kunderne, lave aftaler om mere energibesparende materialer, eller andre former for aftaler, som medfører energibesparelser hos bygningsejerne .

For det andet skal vi hele tiden blive ved med at udvikle og dygtiggøre os.

De muligheder har vi for eksempel med uddannelsen til energivejleder eller BedreBolig-rådgiver, der begge er et godt sted at starte, hvis man vil være bedre klædt på til at vejlede boligejerne om, hvordan de bedst realiserer energibesparelser i deres bolig.

På den måde kan vi forhåbentlig skabe mere viden om energirenovering og bane vejen til en mere klimavenlig bygningsmasse.

Fortsæt debatten - tag med til Building Green i dag, 3. november, hvor emnet debatteres yderligere.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203