DEBAT: Tilbudsloven skal forbedres - ikke forringes
Håndværksmestre bruger uforholdsmæssigt store ressourcer på at regne tilbud - ofte på baggrund af ufuldstændigt udbudsmateriale, skriver Ole Draborg, direktør i brancheorganisationen Danske Malermestre
I dag er der kun et lille levn af licitationsloven tilbage i form af det, som vi kender som tilbudsloven. Tilbudsloven omfatter kun en meget begrænset skare af bygherrer, nemlig kun offentlige byggeherrer og bygherrer, hvor byggeriet er offentligt støttet. Desuden omfatter den i visse tilfælde hovedentreprenører, der arbejder for de førnævnte bygherrer, men kun dem, og ikke de underentreprenørforhold, der måtte være længere nede i kæden.
Begrænset område
Tilbudsloven, der senest blev revideret i 2005, indeholder på sit meget begrænsede område, fortsat en smule beskyttelse af de bydende. For eksempel kan en bygherre, der er omfattet af loven, maksimalt indhente fire underhåndsbud på den samme opgave, hvis ikke han ønsker at afholde en licitation. Der er også en grænse for, hvor mange bydende, han kan forhandle med efter en licitation, og der er krav om, at budsummerne skal offentliggøres efter endt licitation.
Beskyttelsen af de bydende består blandt andet i, at ressourceforbruget ved tilbudsgivning ikke løber løbsk, eksempelvis fordi bygherren indhenter et hav af underhåndsbud. Men netop denne begrænsede, tilbageværende beskyttelse er kommet i Produktivitetskommissionens og Konkurrencestyrelsens søgelys, fordi man mener, at det hæmmer den fri konkurrence. Og regeringen har i sin Helhedsplan 2025 lagt op til, at der nu skal tages den sidste armvridning med tilbudsloven. For hvorfor skal bygherrer begrænses, i hvor mange tilbud de kan indhente, og hvordan? Her må jeg sige, at der er rigtig gode argumenter for at fastholde tilbudsloven og endda brede den ud til de bygherrer, der i dag er fritaget.
Stort ressourceforbrug
Først og fremmest er der ressourcespørgsmålet. Flere analyser, herunder en der blev gennemført af Håndværksrådet, peger på, at håndværksvirksomheder i byggeriet i gennemsnit bruger, hvad der svarer til fire procent af omsætningen på at udregne tilbud. Sat i forhold til, hvad disse virksomheder generelt tjener, så er det rigtig mange penge. Og at det forholder sig sådan er egentlig ikke så vanskeligt at forstå, hvis man overvejer følgende eksempel.
Hvis vi antager, at syv hovedentreprenører ønsker at byde på et offentligt byggeri, og byggeriet involverer fem fag, der alle indbydes som underhåndsbud, så kan op til syv gange fem gange fire - altså 140 håndværksmestre - blive opfordret til at afgive underhåndsbud. Og hertil kommer de underhåndsbud, som indhentes af underentreprenørerne, plus alle de tilbud, som nødvendigvis skal indhentes fra leverandører af materialer, stilladser med videre. Og det er vel at mærke i en situation, hvor byggeriet er omfattet af tilbudsloven.
Hertil kommer, at det at bede om et tilbud i byggeriet jo ikke er det samme som at bede om et tilbud på en ny vaskemaskine, hvor sælgeren bare kan slå en indkøbspris op og vælge at skære lidt i sin avance. At give tilbud i byggeriet indebærer, at den bydende skal sætte sig ind i et omfattende udbudsmateriale, der ikke altid er helt klart, overveje juridiske problemstillinger, opmåle tegningsmateriale, eventuelt besigtige byggepladsen, holde opklarende møder med bygherre og i mange tilfælde bruge ressourcer på at delprojektere opgaven for i det hele taget at kunne regne på den.
Ringe udbudsmateriale
Det er desværre et almindelig anerkendt synspunkt, at udbudsmaterialer inden for byggeriet bliver af ringere og ringere kvalitet, hvilket indebærer at de bydende skal bruge flere og flere ressourcer på at finde ud af, hvad der menes, ligesom detailprojekteringen i højere og højere grad overlades til de bydende.
Det er derfor ikke uden grund, at vores medlemmer jævnligt klager over, at de bliver brugt som regnemaskiner for bygherrer, der indhenter tilbud i et væk.
Kan de så ikke bare lade være med at give tilbud, lyder spørgsmålet ofte fra udenforstående? Naturligvis ikke, det er jo den måde, håndværksmestrene får arbejde i hus. Selvfølgelig er der entreprenører, som den enkelte mester ikke længere orker at give tilbud, fordi han ved af erfaring, at det ikke fører til noget. Men som udgangspunkt er man jo nødt til at "hoppe med på vognen", ellers kan man lige så godt lukke og slukke.
Styrelse har fejlet
Situationen derude i den virkelige verden er desværre, at den har udviklet sig til et rent "wild-west", hvor hovedentreprenører indhenter underhåndsbud i et væk, spiller de bydende ud mod hinanden for at presse den sidste femøre, og hvor ingen rigtig kan vide sig sikker på at have fået opgaven, før man sætter penslen på væggen eller hammeren på sømmet. Det er langt fra optimalt, heller ikke set fra et samfundsmæssigt synspunkt. Det er her, hvor Produktivitetskommissionen og Konkurrencestyrelsen fejler, for de har tilsyneladende ikke gjort sig den ulejlighed at undersøge, hvor store transaktionsomkostninger, der rent faktisk er i branchen.
Så i stedet for at "afregulere" tilbudsloven yderligere, er det vores klare anbefaling, at den i stedet skal styrkes og udbredes til resten af det professionelle byggeri, og at den kommer til at gælde i alle led og ikke kun for hovedentreprenøren. Der skal fortsat være en grænse for, hvor mange underhåndsbud, der kan indhentes på den enkelte opgave. Om den grænse kommer til at hedde tre eller fire er ikke så afgørende, når blot det er en grænse, der gælder såvel privat som offentligt byggeri. Nogle vil sikkert ryste på hovedet og med rette sige, at det er at skrue lovgivningen baglæns. Ja, det er det, men det er nødvendigt.
