23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra Adserballe & Knudsen, Vandcenter Syd, Sønderborg Kommune og Thisted Kommune
Adserballe & Knudsen

Camilla Lindhøj Rasmussen er ansat i Adserballe & Knudsen som administrationsassistent med ansvar for en række administrative processer.

21-årige Camilla Lindhøj Rasmussen er uddannet international markedsføringsøkonom fra CPH Business i Lyngby i 2015 og har tidligere arbejdet i Jabra Danmark med markedsføring.

Vandcenter Syd

Projektchef hos Vandcenter Syd Per Henrik Nielsen er blevet optaget i det prestigefyldte Research Council hos Werf (Water Environment Research Foundation), der er USA’s førende forskningsorganisation inden for spildevandsområdet. Her skal han i de næste tre år være med til at koordinere og udvælge de forskningsområder, Werf vil støtte, oplyser Vandcenter Syd på sin hjemeside.

Per Henrik Nielsen er den eneste ikke-amerikaner, som har fået plads i Research Council.

Vandcenter Syd er et aktieselskab ejet af Odense Kommune og Nordfyns Kommune med henholdsvis 89 og 11 procent af aktierne.

Selskabet har rødder tilbage til 1853, hvor Odense Vandværk blev stiftet.

Sønderborg Kommune

Pernille Refshauge bliver leder af Sønderborg Kommunes nye Erhvervsservice.

Hun kommer med en bred erfaring fra det private erhvervsliv samt egen virksomhed. Erhvervsservice får en central placering i Sønderborg, hvor den inden for de næste par måneder rykker ind i det tidligere turistbureau på Rådhustorvet, oplyser Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Som leder af Sønderborg Kommunes Erhvervsservice får Pernille Refshauge ansvaret for at implementere og eksekvere indsatserne i handlingsplanen ”Sådan skaber vi erhvervsservice i topklasse”.

Planen, der er udarbejdet i et samarbejde mellem Sønderborg Vækstråd og kommunen, rummer en række initiativer, som blandt andet erhvervslivet selv har peget på, og den nyder opbakning fra et enigt byråd.

Pernille Refshauge får ligeledes ansvaret for at etablere og drive Erhvervsservice, som bliver virksomhedernes direkte indgang til kommunen. Her bliver kerneopgaven at sikre en enkel og smidig erhvervsservice – hvad enten det gælder byggesagsbehandling, bosætning eller tiltrækning af arbejdskraft.

Pernille Refshauge kommer fra en stilling som afdelingschef i Københavns Kommunes Arbejdsmarkedscenter.

Pernille Refshauge tiltræder stillingen som leder af Erhvervsservice den 1. februar 2016.

I den forbindelse veksler hun bopælen i København med en fast adresse i Sønderborg, hvor hun i forvejen har familiemæssige rødder helt tilbage til 1919, hvor hendes oldefar var møller på Dybbøl.

Thisted Kommune

Den 50-årige Flemming Kjeldgaard Larsen bliver ny drifts- og anlægschef i Teknisk Forvaltning i Thisted Kommune, oplyser kommunen på sin hjemmeside.

Han får sin daglige gang i Teknisk Forvaltning i Hurup, og afdelingen er organiseret med tre undersektioner: Anlæg og Infrastruktur, Ejendomscenter og Affald samt Vej og Parkdrift. Her får han ansvaret for cirka 100 medarbejdere, hvor der bliver mulighed for at udnytte mulighederne med den nye organisering.

Flemming Kjeldgaard Larsen kommer senest fra en chefstilling ved anlægsgartnerfirmaet OKNygaard, hvor han har været ansvarlig for flere afdelinger i hele Danmark.

Derudover har Flemming Kjeldgaard Larsen været ansat i Park og Natur i Aalborg Kommune, her også med ledelsesansvar.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203